Lort sælger og tarme har fået charme, men vi har et underlig skizofrent forhold til mikrober, siger mikrobiolog Tine Rask Licht. Vi spiser fancy yoghurt for at forkæle vores tarmbakterier, men koger straks sutten, når ungen taber den på gulvet. Glem renhedshysteriet, for bakterierne er med os fra fødslen, og de vil os det godt. Mennesket er nemlig ikke bare menneske, men et komplekst økosystem af mikrober.