Hvad i alverden bestiller den lumske og utilregnelige, menneskeagtige kat med det bibelske monsternavn Behemoth, fra den berømte russiske kultroman 'Mesteren og Margerita', pludselig på Assistens Kirkegård på Nørrebro? Den enorme kat plejer jo at husere blandt forfattere og andet godtfolk i Moskva i 1940'erne i Mikhail Bulgakovs forbudte skandaleroman fra Stalintidens Sovjet. Men nu har forfatteren Adda Djørup givet Behemoth nyt liv i vore dages København. Pludselig dukker dyret op på en bænk ved siden af forfatteren - og haps, så har katten ædt det eneste eksisterende eksemplar af hendes nye roman. Men spørgsmålet er, om hun i det hele taget orker at være forfatter længere? Og orker hun at lære Behemoth at kende i virkeligheden, eller var det nok at kende katten som kultfigur i en kultroman? Vi taler med Adda Djørup om romanen 'Bulgakovs kat' og tjekker hvordan titlens kat optræder i 'Mesteren og Margarita'.
Værter: Nanna Mogensen og Klaus Rothstein.