I begyndelsen af 1900-tallet bedrev Ester Blenda Nordström new journalism, længe inden genren havde fået et navn.
Efter at have skabt skandale som undercover-gårdpige på et svensk landbrug tog hun i 1910’erne og ’20’erne sine banebrydende journalistiske metoder i brug så forskellige steder som Lapland, Argentina, USA og Kamtjatka.
Vores gæst er journalist og forfatter Sara Alfort. Hun har i sin bog ’Damer, der var meget’ portrætteret en lang række kvinder, der i tiden omkring forrige århundredskifte nægtede at indrette sig efter omverdenens forventninger. Ester Blenda Nordström er en af hovedpersonerne i Saras bog.
Værter: Simon Kratholm Ankjærgaard og Tommy Heisz
Gæst: Sara Alfort
Klipper: Sara Troense
Redaktør: Andreas Lindinger Saxild
Verden er fuld af vilde historier; utrolige historier, sørgelige historier, så-tæt-var-vi-på-katastrofen-historier. I podcasten "Vild Historie" folder de to værter, Simon Kratholm Ankjærgaard og Tommy Heisz, fortællingerne ud i selskab med gæsterne. I hvert program vil én vild historie være den røde tråd og dagens tema. Der er kun to krav til historierne: De skal have fundet sted i virkeligheden - og ja, så skal de være vilde.
Simon Kratholm Ankjærgaard (f. 1973) er journalist, forfatter, historiker og formidler. Han har tidligere arbejdet på Berlingske Media og hjemløseavisen Hus Forbi, men i dag er han freelance. Han har desuden skrevet flere bøger, blandt andet "Genforeningen 1920" (2019) og "Augustoprøret 1943" (2020).
Tommy Heisz (f. 1975) er forfatter og journalist. Han har skrevet en lang række bøger om vidt forskellige historiske emner, blandt andet "Dødens årsag" (2020), som han har udgivet i samarbejde med professor i retsmedicin Markil Gregersen.