Sommerudsendelserne på Skønlitteratur på P1 er sammensat af tidligere programmer på nye måder. I denne udsendelse handler det om krænkelser og om at søge lykken på den anden side af Atlanten. I bogen 'Korrekthedsbibelen' går Christina Hagen amok i satire og sarkasme over alt det, der dominerer debatten i dag: Politisk korrekthed, krænkelseskultur og hensynssyge. Klaus og Nanna mødte hende i en tom teatersal til en underlig samtale om - mange forskellige ting. I Madame Nielsens roman "The Monster" følger vi en ung europæisk mand, som er taget til New York for at arbejde hos den amerikanske teater- og performancegruppe The Wooster Group. Det bringer ham på en rejse gennem New York, fuld af kunst, mareridt, død og kaos. Og ikke mindst en lang række bizarre møder og sammenstød.
Værter: Klaus Rothstein og Nanna Mogensen.
(Redigeret genudsendelse).