I dagens udsendelse runder vi alt fra ufrivillig gemmeleg med drillende børn, til stive får og køb, der er på grænsen til at være dårlige. Så får vi også en slem mavepuster, da vi endelig får noget feedback på programmet fra det danske bingo-samfund. Den kommer vi os over ved at høre om det værste, I kan forestille jer og en elendig første skoledag.
Redaktør Henrik har mistet sit nøglekort og mistænker af erfaring sin datter for at stå bag gemmelegen. Vi leder derfor efter flere små-kriminelle, der har gemt ting af vejen. Emma gemte sin fars underbukser hver morgen, mens han var i bad, og Per låste alle husets døre og smed nøglerne i kloakken.
Bjørne Corydon får os til at lede efter en dansker, der har lavet en handel, de selv synes var god, men alle andre synes, var på grænsen til dårlig. Vi er egentlig mest optaget af, hvad på grænsen til dårlig kan være. Et par gode forslag er Simons ølskummer og Nicklas bamsekran.
Vores praktikant Sofie Sytnik har været ude og gøre os... en bjørnetjeneste. Hun har nemlig på eget initiativ lavet en brugerundersøgelse om vores program, men valgt at foretage den i en bingo-klub, der ikke ligefrem tager vores koncept til sig. Derfor leder vi nu efter andre danskere, der heller ikke er blevet anerkendt af deres bedsteforældre. Det bliver til en snak om tatoveringer og motorcykler.
I en engelsk safaripark har en flok bavianer fået fat på knive, skruetrækkere og en motorsav, som de vandaliserer parken med. Vi leder derfor efter en lytter, der har givet noget til et dyr, de aldrig skulle have givet, og det giver os historien om en flok fulde får.
Rune Stürup er dommer i dagens nyhedsbingo og bestemmer, at vi skal lede efter en lytter, der har haft den værst tænkelige første skoledag. Her får vi fat i Martha, hvis nabo følger hende til den forkerte skole på første skoledag. Hun når at gå der i 2 uger, før det bliver opdaget.
Vi slutter af med "det værste jeg kan forestille mig", som i dag er at brække sig, mens man ligger ned, og den har Nikolaj til os - spændt fast på Oslo-færgen.
Værter: Andreas Kousholt og Jacob Weil.