Jeg har besøg af Cvetelina Hansen som er Cyber witch, hvilket betyder, at hun tager kontrol over teknologien og bruger den til sin fordel i stedet for at være skræmt af den. Cvetelina fortæller, hvordan spiritualitet for hende hænger uløseligt sammen med teknologi og internet, og hvordan hun ser det som en portal til magi. Hun er på ingen måde bekymret for den fremtidige generation, for hun tror ikke på, at teknologi og digitalisering får os til at glemme, hvordan det er at være mennesker. Til gengæld synes hun, vi skal stoppe med at romantisere fortiden og de "gode gamle dage".
Det har ikke altid været nemt for Cvetlina at stå ved sin spiritualitet, fordi hun har følt sig splittet mellem to kulturer og har set en lidt mørkere side af dét at praktisere magi og spiritualitet. Derudover giver Cvetelina også nogle gode, konkrete bud på, hvordan man kan tage kontrol over teknologien i stedet for at lade den kontrollere én selv. Hun taler om at holde orden på sine digitale enheder og være opmærksom på, hvad det er, man bruger sin tid på, og hvilke digitale fodspor man sætter.
Du kan se mere til Cvetelina på Instagram under brugernavnet @cvetelinahansen
Sæson 3, 2022.
Det spirituelle hjørne er podcasten for dig, som er nysgerrig på alt det, der ikke nødvendigvis kan måles og vejes. I hvert afsnit taler Annasohia Petri med en ekspert inden for et spirituelt område og bliver klogere på, hvad det drejer sig om.
Annasophia Petri (f. 1994) er uddannet TV- og medietilrettelægger fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX. Derudover er hun uddannet yogalærer og astrolog. Annasophia står bag de to podcasts "Det spirituelle hjørne" og "Det astrologiske hjørne" samt bogen "Alt det, vi ikke ser" (Lindhardt og Ringhof, 2023)