En humoristisk karakteristik af dagens Danmark formet som en spændingsroman om den ældre forfatterinde Ellen Margrethe Jørgensen. En mandhaftig, bredskuldret kvinde - og royalist - med begge ben solidt plantet på jorden. Hun er fraskilt og skriver til daglig historiske, moralske romaner med speciale i kongefamiliens erotiske sidespring. Pludselig en dag, efteråret 1993, samler hun Danmarks kronprins op på et fortov, fuld og kærlighedssyg, og beslutter sig for at skjule ham. Snart går hun igang med at undersøge, hvem der har gjort ham så ulykkelig.
"...bogens lille operettekongehus. Der kan prise sig lykkelig over at have en undersåt som Jørgensen og det kan vi andre også, for dette er begyndelsen til et smukt venskab i flere bøger om Ellen Margrethe og hendes verden." - Bo Tao Michaelis, Politiken
"Ellen Margrethe Jørgensen & Kronprinsen" er første bind i Lone Andrups planlagte romanserie om den fiktive pensionerede lærerinde Ellen Margrethe Jørgensen som er evig royalist og nuværende forfatter til historiske romaner.
Lone Andrup, født 1956 i Fredericia. Har rejst og arbejdet i Hong Kong og Italien. Cand.mag i dramaturgi og italiensk. Har skrevet børnebøger og skuespil, og debuterede i 1992 som romanforfatter.