Andreas og Jacob har set noget helt vildt spændende: Et fodgængerfelt under konstruktion. Brian kommer igennem og korrigerer vores forståelse for arbejdsprocessen. Desværre ikke tids nok til at hjælpe stakkels Georg, der fik malet hajtænderne på det forkerte sted.
Andreas deler ud af feriefortællingerne fra det solrige Toscana, men det kan jo glippe med det italienske sprog, så han får bestilt en lige lovligt stor bøf. Han er dog ikke den eneste, der var for selvsikker på sit udenlandske sprog: Ann ville bestille kartofler, men fik serveret et kogt fårehoved, og friske Jonas ville have frisk fisk, så den fik han direkte fra akvariet til tallerkenen.
Kædedansen af lytternes fortællinger fortsætter med Ronnie, der er ude på lidt af en røvtur i en bananbåd.
Vi trækker en seddel direkte ud af mavsen på Bjørne Corydon, der beordrer os til at finde en dansker, der sidder fast et sted og har brug for hjælp. Tømrer-Peter sidder fast i teknikrummet og har brug for vores hjælp til at få fat på sin kollega.
Andreas er blevet stukket af en bi, men vi vidste altså allerede godt, at man sagtens kan slå sig på bistik. Men hvad kan man ellers slå sig på?! Niels foreslår, at vi finder ud af, om man kan slå sig på camouflage. Det kan Kim bevidne, at man kan, da militær-make up'en sendte ham en tur til feltlægen.
Den gode gamle teenage-leg "Jeg har aldrig" har indtaget studiet, og vi er igennem med de to friske fyre Mathias og Fillip, der aldrig har været til frisøren.
Værter: Andreas Kousholt og Jacob Weil.