Et ægte trekantsdrama i Paris! Ung (hvid) mand møder ung (hvid) mand og - lyn slår ned! Men problemet er, at den ene mand allerede er forlovet med en kvinde. Men det er kun et problem blandt mange andre. David står overfor række eksistentielle dilemmaer om identitet, seksualitet, skam og lyst. Hvad skal han vælge? "Giovannis værelse" blev meget omdiskuteret, da den udkom i 1954 i USA. Ikke bare havde James Baldwin skrevet om kærlighed mellem to mænd, han var ovenikøbet sort. Derfor rejser romanen også spørgsmålet: Hvem må skrive hvad om hvem? James Baldwin (1924-1987) blev aktuel igen med dokumentarfilmen "I am not your Negro", og samtidig med at "Giovannis værelse" netop er udgivet i en nyoversættelse af Pia Juul, er der også premiere på filmatiseringen af romanen "If Beale Street Could Talk". Han er stadig en af den amerikanske litteraturs mest markante stemmer med et forfatterskab om farlige emner som seksualitet, identitet og race.
Værter: Klaus Rothstein og Nanna Mogensen.