Den franske forfatter og filosof Simone Weil (1909-1943) oplever i disse år en revival blandt yngre læsere - også her i Danmark, hvor hun er blevet opdaget af flere forfattere, forskere og forlæggere. Netop nu er der hele tre udgivelser af hendes essays og andre tekster i nye danske oversættelser og introduktioner, ligesom der har været afholdt et stort seminar om forfatterskabet i København. Skønlitteratur på P1 fokuserer på Simone Weils 'Illiaden eller styrkens digt', hvor hun genlæser de klassiske græske eper af Homer, Illiaden og Odyseen, og holder dem op over for Vergils romerske Æneiden og via denne læsning når frem til en kritik af vestlig tænkning og et ønske om andre fortælleformer og grundhistorier. Vi taler med oversætter, Andreas Vermehren Holm, der også er Weil-kender. Han introducerer Simone Weil og fortæller, hvordan samtidige danske forfattere er inspireret af hendes ambition om nye narrative metoder.
Værter: Klaus Rothstein og Nanna Mogensen.