Claus Lund Rosenkilde

Jeg har haft en hård morgen – som i jeg ødelagde et par af mine yndlingsleggings, da jeg trak dem over min store boblerøv – og jeg har alvorligt brug for madterapi. Tro mig, Jeg ved godt, hvor åndssvagt det lyder, men tag og fuck af.

Og sådan starter jeg min slankekur nummer en million, mens jeg beder til, at jeg denne her gang kan holde den, og at kiloene på magisk vis vil smelte af mig.

Det her er sådan, jeg er, og selvom jeg har prøvet på at tabe mig mange, mange gange før, så er virkeligheden stadig den samme. Jeg er tyk. Jeg bliver aldrig til en streg i luften, men det betyder ikke, at jeg ikke har krav på lykke i form af – i guder – af ham, der løber der!

I et stort rod af filtret hår og svedig hud stivner min krop først og bliver siden slap, da en orgasme af magiske proportioner ruller igennem mig. Jeg er ret sikker på, at en enhjørning lige måtte lade livet for det der, fordi det eneste, jeg kan se, er en eksplosion af regnbuer og glitrende festøv, imens Lane skubber sig op i mig en gang til og udstøder en række bandeord, jeg aldrig har hørt ham udtale før.

Jeg hader det. Mine forældre ville aldrig gå glip af et eneste stort øjeblik i Nates eller mit liv. Hvis jeg begyndte på kørestols-knivkastning, ville min mor spørge, om de havde T-shirts til forældre, og om hun kunne få sæsonkort.

“Er du sulten?” spørger hun.

”Skider en bjørn i skoven?”