Marguerite Duras var en fransk forfatter, manuskriptforfatter og filmskaber, der var kendt for sin eksperimenterende litterære stil og sit filmiske forfatterskab. Hun er bedst kendt for sin selvbiografiske roman L'Amant (1984), som vandt Prix Goncourt. Hendes manuskript til Hiroshima mon amour (1959) blev nomineret til en Oscar for bedste originale manuskript.
Marguerite Duras blev født som Marguerite Germaine Marie Donnadieu den 4. april 1914 i Gia Định i Fransk Indokina. Hendes forældre var franske lærere, som var flyttet til Sydøstasien. Da hendes far døde i 1921, havde familien økonomiske problemer. Denne oplevelse formede hendes tidlige forfatterskab, især i Un barrage contre le Pacifique (1950), der er baseret på hendes mors mislykkede investering i jord.
I 1931 flyttede Duras til Frankrig og bestod første del af sin studentereksamen med vietnamesisk som fremmedsprog. Hun vendte kortvarigt tilbage til Saigon for at afslutte sin skolegang og slog sig derefter ned i Paris i 1933. Marguerite blev uddannet i offentlig ret i 1936 og fik senere et diplom i politisk økonomi. Fra 1937 arbejdede hun for koloniministeriet. Hun giftede sig med forfatteren Robert Antelme i 1939.
Under Anden Verdenskrig arbejdede hun for Vichy-regimet på et kontor, der administrerede papirkvoter, og hun sluttede sig til det franske kommunistparti og modstandsbevægelsen. Hendes mand blev deporteret til Buchenwald i 1944, men overlevede. Duras plejede ham, men de blev senere skilt.
Hun udgav sin første roman, Les Impudents, i 1943 under navnet Duras, taget fra en landsby, der var forbundet med hendes far. Hendes tidlige arbejde var konventionelt, selv om Moderato cantabile (1958), som vandt Prix de Mai, markerede et stilistisk skift. Den introducerede hendes sparsomme, elliptiske fortællestil. Romanen blev filmatiseret til Seven Days… Syv nætter (1960).
Hendes roman Le Ravissement de Lol V. Stein fra 1964 blev rost af Jacques Lacan, som bemærkede: »Marguerite Duras viser sig at vide, hvad jeg underviser i, uden mig«. Senere udforskede hun temaer som erotik og traumer i L'Homme assis dans le couloir (1980) og La Maladie de la mort (1982).
Hendes mest kendte roman, L'Amant (1984), fiktionaliserede hendes ungdomsforhold til en kinesisk-vietnamesisk mand i kolonitidens Indokina. Den vandt Prix Goncourt og blev senere filmatiseret af Jean-Jacques Annaud. Den samme periode i hendes liv inspirerede også The North China Lover, The Sea Wall og Eden Cinema.
Duras skrev og instruerede film som India Song (1975) og Nathalie Granger (1972), som hun vandt flere priser for, bl.a. Prix Jean-Cocteau i 1976. Hendes film afviste den traditionelle fortællestruktur og adskilte billeder fra dialog. Forskere har beskrevet hendes arbejde som en søgen efter »et absolut meningsfuldt billede«.
Hendes sidste år var præget af sygdom, afvænning og hendes forhold til skuespilleren Yann Andréa, som hun dokumenterede i Yann Andréa Steiner (1992). Hendes sidste skrevne ord var: »Jeg tror, det hele er forbi… Jeg har ikke mere mund, ikke mere ansigt«.
Marguerite Duras døde i Paris den 3. marts 1996 i en alder af 81 år.
