Anne Matthiesen

Jeg udstødte et træt suk.

Det var endnu ikke sket.

uanfægtet. „Vi er jo hovedvidner i din drabsefterforskning,“ sagde

Han havde godt kunnet mærke, at hun blev forlegen over, at han så hende sådan, med skørtet bundet op ved knæene, men i modsætning til de piger, han kendte inde i byen, blev hun ikke det mindste koket.

at gøre det hun gør for at overleve – han begynder at gå.

Han går systematisk til værks. Han lærer alle de små og store veje i og omkring Stabekk at kende, han går dem frem og tilbage, han går op og ned indtil han kan dem, ved hvad de hedder, hvor de ligger, hvordan husene ser ud, og så udvider han, går ned til fjorden og finder frem langs vandet mellem klipper og strande, i weekenderne går han langt, går ind over skovene, til Skui eller Lommedalen, han får lov til at låne kort af rektor K, rektor K tror på frisk luft og vandringer i Guds frie natur, far lærer stierne at kende, lærer at gå uden for stierne, efter nogen tid tager han toget ind til Oslo og banen op til Marka, han går for at udholde at være alene, han går for at holde savnet væk og hende nær på samme tid, han går hele efteråret og til sneen falder og alle finder skiene frem.