Jenny Colgan

Men så kom hun i tanke om, at hendes mor engang havde sagt, at Gud sørgede for, at teenagere var ulidelige, for så blev man glad, når de flyttede hjemmefra.

„Jeg kom ligesom … og det var altså kun den ene gang, og jeg var rigtig sur og ret fuld og … Altså. Jeg. Altså. Jeg kom måske … til at gå lidt i seng med en anden mand.“ Kerensa bøjede hovedet i skam.

Polly veg tilbage – hun var virkelig rystet.

„Hvad gjorde du?“

„Jeg var rigtig vred.“

„Så vred, at du snublede og landede på en tissemand?“

„Jeg kom ligesom … og det var altså kun den ene gang, og jeg var rigtig sur og ret fuld og … Altså. Jeg. Altså. Jeg kom måske … til at gå lidt i seng med en anden mand.“ Kerensa bøjede hovedet i skam.

Polly veg tilbage – hun var virkelig rystet.

„Hvad gjorde du?“

„Jeg var rigtig vred.“

„Så vred, at du snublede og landede på en tissemand?“

„Vil du da ikke være med til fødslen?“

„Aldrig i livet! Jeg har hørt en eller anden sige, at det er ligesom at skulle stå og se på, at ens yndlingspub brænder ned.“

Siden Iain havde trykket hendes hånd, havde hendes indre kørt i samme rille igen og igen som en vinylplade, der var gået i hak, med ordene: „grønne øjne grønne øjne snave snave lækker wow snave snave grønne øjne“ igen og igen.

Det regner med mænd

Engang havde jeg langt, blondt hår og midterskilning, ligesom Gwynneth Paltrow, men så mødte jeg en sentimental fyr med nøjagtigt samme frisure til en fest. Og ikke nok med det, så dedikerede han en sang til mig på sin akustiske guitar, hvilket var en lille smule spændende, indtil han åbnede munden og lød som et harmonikasammenstød. Teksten var noget i retning af „Åh, kvinde, du flåede mit hjerte i tusind små lortebidder“. Hvilket jeg ikke var specielt imponeret over, eftersom han ligesom først lige havde mødt mig. Jeg klippede håret ganske kort tid efter.

Han var ekstremt smuk. Ikke på den der friske, æblekindede Windsor-måde, som kendetegnede de drenge, jeg plejede at møde, men på en mere jeg-vil-gerne-binde-dig-og-lege-med-det-her-stearinvoks-agtig måde.

Min første indskydelse var at grine. Jeg lignede overhovedet ikke mig selv. Mit lange, lyse hår var væk og nu formet til en stor bikube, der var viklet rundt om sig selv og fik mit hoved til at se gigantisk ud (men skjulte min udgroning). Jeg havde lysende, glimtende grøn øjenskygge på, et tykt lag sort mascara på vipperne og koralfarvede læber. Jeg lignede en korsanger i et tresserband.

„Men du tror helt klart på Gud?“

Han trak på skuldrene og smilede venligt.

„Spørg en hvilken som helst naturvidenskabelig forsker. Der er helt klart noget, der kigger på os.“