Tom Kristensen

Og dér på bordet den mørke negerfetich, måske den, der havde bragt ham ulykke. Hvem kunne vide, hvad der gennem årene havde klistret sig fast af sort, ekstatisk negersjæl på det stykke træ, og hvad magt det kunne udøve?

Et billede, du. Jeg har nemlig altid haft det sådan, som om denne lejlighed svævede i luften.“ Han tog en slurk af flasken. „Bare jeg kom indenfor her, så løftede det hele sig. Lejligheden, stuerne her, sejlede – som et himmelskib, du – og det gør det også nu. Særlig til jazz, ha. Og nu har jeg fået den idé, at det hele holder sig flydende – højt oppe, du, højt oppe over hele skidtet – når vi – vi er passagererne – hvad skal jeg sige – blot lader alting ske, alt. Altså lader uendeligheden herske. Men