Katie Cotugno

grund af dét tidligere, men det er ikke hele historien – langt fra. I samme sekund jeg opdagede, at Sawyer var tilbage, vidste jeg, at det ville rippe op i alt muligt hos min far, og bare at være i nærheden af ham fremkalder den gamle følelse af frustration og skam. Et øjeblik er jeg seksten år igen, gravid og håbløs og med alle lyse fremtidsudsigter løbende ud mellem mine fingre som fint sand.
Men: Det var dengang.
”Hvordan går det?” forsøger jeg og går over terrassen for at komme tættere på ham. Fliserne er varme under mine fødder.
Min far ser op på mig og vender så tilbage til sine høje, ranglede planter. Hans læge siger, at havearbejde er godt for hans hjerte, men det er ikke derfor, han gør det. ”Det går vel okay.” Han sukker og gnider på et ujævnt, grønt blad med tommelfingeren. ”Jeg er bange for, at det er råd.” Han går videre til zucchinien, en klar gul sommersquash. Sidste stop vil som sædvanlig være Soledads roser, som han beskærer, inden de kryber hele vejen op ad husmuren som noget fra et eventyr.
For længe siden stod der et stort svømmebassin her, men min far fik det fjernet med henvisning til vedligeholdelsesomkostninger og statistikken over drukneulykker. ”Desuden,” sagde han dengang, ”kan I altid bare tage over til Roger og Lydia og bruge deres pool.”
Cade og jeg brugte timevis derovre som børn. Vi sprang i fra vippen og lavede saltomortaler ned