Søren Vinterberg

Nu følte hun ingen frygt og ingen skam; det som hun over for Gorlois havde affundet sig med af pligtfølelse, var blevet til næsten uudholdelig fryd, som om hun var blevet genforenet med en fortabt del af sin egen krop og sjæl.

Igraine har glemt os begge to, hun har opgivet ham, ligesom hun opgav mig. Nu må jeg vel så være hans mor.

Avalon lå nu for evigt indhyllet i tågerne, skjult for alle andre end de trofaste, og når mennesker kom på pilgrimsfærd til klosteret, som de kristne munke kaldte Glasbyen, var Soltemplet usynligt for dem, det lå i en sær anden verden; Viviane kunne se den kirke, de havde bygget på stedet, når hun tvang sit syn til at se det.