Jean Cocteau var en fransk digter, dramatiker, romanforfatter, designer, filminstruktør og billedkunstner. Han anses for at være en af de førende skikkelser i de surrealistiske, avantgardistiske og dadaistiske bevægelser i det tidlige 20. århundredes kunst. The National Observer er kendt for sit innovative arbejde inden for en række forskellige kunstneriske discipliner og beskrev Cocteau som en kunstner, der »kom tættest på at være et renæssancemenneske« i sin generation.
Jean Maurice Eugène Clément Cocteau blev født den 5. juli 1889 i Maisons-Laffitte i Yvelines. Han voksede op i en fremtrædende parisisk familie. Hans far, som var advokat og amatørmaler, tog på tragisk vis sit eget liv, da Cocteau kun var ni år gammel.
Jean Maurice gik på Lycée Condorcet i Paris, men flyttede hjemmefra som femtenårig. Som 19-årig udgav han sin første digtsamling, Aladdins lampe. Da han var 22, havde han fået et ry i de parisiske kunstnerkredse som »Den letsindige prins«, som var titlen på et af hans tidlige værker.
Han omgikkes tidens fremtrædende kunstnere og forfattere som Marcel Proust, André Gide og Maurice Barrès. Hans samarbejde med Ballets Russes førte til skabelsen af Le Dieu bleu i 1912 med danserne Tamara Karsavina og Vaslav Nijinsky.
Under første verdenskrig arbejdede Cocteau som ambulancefører for Røde Kors, og i den periode mødte han indflydelsesrige personer som Guillaume Apollinaire og Pablo Picasso. Disse forbindelser ansporede ham til at arbejde på Parade (1917), en ballet produceret af Sergei Diaghilev med scenografi af Picasso og musik af Erik Satie.
En af Cocteaus mest bemærkelsesværdige litterære præstationer var romanen Les Enfants Terribles (1929), som han skrev under sin kamp mod opiumsafhængighed. Bogen, som fortæller historien om en bror og en søster, der lever i en verden, de selv har skabt, er stadig et definerende værk i hans karriere. På teatret blev La Voix Humaine (1930), en monolog i én akt, og Les Parents Terribles (1938), et mørkt familiedrama, begge rost af kritikerne.
Hans bearbejdelse af Ødipus-myten, La Machine Infernale (1934), betragtes ofte som hans mest betydningsfulde teaterværk.
Cocteaus indflydelse på film begyndte med hans første film, The Blood of a Poet (1930), som viste hans surrealistiske stil og fantasifulde brug af visuelle metaforer. Hans film Skønheden og udyret (1946) er en milepæl inden for filmatisering og roses for sine innovative visuelle effekter og poetiske historiefortælling — den orfiske trilogi, herunder Orfeus (1950) og Orfeus' testamente (1960).
Jean Cocteau døde den 11. oktober 1963, 74 år gammel, på sit slot i Milly-la-Forêt, Essonne, Frankrig. Efter hans ønske blev Cocteau begravet under gulvet i Chapelle Saint-Blaise des Simples i Milly-la-Forêt. Epitafiet på hans gravsten lyder: »Jeg forbliver hos jer» («Je reste avec vous"). Hans død kom kun én dag efter, at hans nære ven, den franske sangerinde Édith Piaf, var død.