Palle Schmidt

Jeg havde selv tænkt over, hvordan en sød dreng som Valdemar mon havde fundet sammen med de andre røvhuller. Nu havde jeg forklaringen. Det var overlevelse. På samme måde, som jeg selv var havnet under Bjarkes beskyttende vinger første gang, jeg røg ind og sidde.

Lyden af en knallert ude på vejen fik Steffens hoved til at give et spjæt. Han rejste sig og spejdede efter lyden.

“Hvad er der?”

Knallerten kom til syne længere oppe ad skrænten mellem de lave grantræer. Steffens blik flakkede. Han kiggede på sit ur, klappede sig på lommerne. “Ved du hvad, jeg …”

Knallertfyren holdt stille et øjeblik, med ansigtet vendt imod os. Der hvor ansigtet skulle være spejledes himlen og de drivende skyer i hjelmens sorte glasoverflade. Han lavede et “V” med pege- og langefinger mod sine øjne, vendte fingrene faretruende mod Steffen eller mig, det var ikke til at sige hvem. Men budskabet var klart nok.

Jeg rejste mig og gik op gennem klitterne imod knallertfyren. Det kunne være han havde mere at sige. Han drejede gashåndtaget, som en trussel.

Jeg var tre-fire meter fra ham, da han trak kniven. En klassisk butterfly, som hans behandskede hånd gav sig til at svinge med. Det havde han øvet sig på, kunne jeg se. Jeg fortsatte hen imod ham, glad for mulighed. Han fumlede med kniven, tabte den i sandet da han speedede han op og den opståede svingede knallerten rundt. Jeg satte i løb, men nåede ikke at indhente ham før den fræsende knallert forsvandt ned ad vejen tilbage mod byen.

Jeg samlede butterfly-kniven op, foldede den sammen og stak den i lommen. Den kunne knallertfyren få tilbage senere. Jeg var sikker på jeg ville se ham igen inden længe.