Transit

rummet der syntes at være knyttet til det midlertidige ved situationen, det at vi ventede. Drengene blev ved med at spørge hvornår han kom hjem, og jeg blev også ved med at se på uret mens jeg ventede på at tiden skulle gå. Alligevel vidste jeg at der ikke ville ske noget anderledes eller noget særlig vigtigt når han kom hjem. Det var bare det at noget blev spændt til bristepunktet af hans fravær, noget der havde med tro at gøre: Det var som om vores evne til at tro på os selv, på vores hjem og vores familie og på hvem vi sagde vi var, var blevet så tyndslidt at den var ved helt at give efter. Jeg huskede følelsen af at virkeligheden trængte sig på, lige under overfladen, som en hemmelighed jeg forsøgte at holde for mig selv. Det gik op for mig at jeg ikke havde ly

Han ple‍­je‍­de at bruge især vre‍­den med nøje over‍­læg, og denne fø‍­lel‍­se af hans kon‍­trol havde måske været mere skræm‍­men‍­de end vre‍­den selv, for vrede burde da være ukon‍­trol‍­la‍­bel; eller ret‍­te‍­re, hvis man var i stand til at kon‍­trol‍­le‍­re den til‍­stræk‍­ke‍­ligt til at af‍­gø‍­re hvor‍­når og hvor‍­dan man skul‍­le bruge den, kunne bru‍­gen af den be‍­skri‍­ves som en synd.

Jeg sagde at jeg ikke havde hørt nogen bruge det ord i lang tid, og han

mod‍­stå ond‍­skab, men når man gjor‍­de det, hand‍­le‍­de man alene. Man stod eller faldt som in‍­di‍­vid. Man ri‍­si‍­ke‍­re‍­de alt i for‍­sø‍­get: Det kunne endda være, sagde jeg, at ond‍­skab kun kunne be‍­kæm‍­pes ved total sel‍­vopof‍­rel‍­se. Pro‍­ble‍­met var bare at intet ville glæde ens fjen‍­der mere.

lig‍­ne‍­de han noget andet igen.

Jeg havde tænkt en del på ond‍­skab på det sid‍­ste, fort‍­sat‍­te jeg, og var be‍­gyndt at indse at den ikke var et pro‍­dukt af vilje, men af det mod‍­sat‍­te, af over‍­gi‍­vel‍­se. Den var ud‍­tryk for at man gav slip på be‍­stræ‍­bel‍­sen, opgav selv‍­be‍­her‍­skel‍­sen når be‍­gæ‍­ret meld‍­te sig. Det var på en måde e

om de even‍­tyr de havde læst da de var små, havde lært dem.

Ensomhed, sagde hun, er når intet fæstner sig ved en, når intet trives rundt om en, når man begynder at tro at man slår ting ihjel bare ved at være til stede. Men når hun betragtede sin mor, der boede alene under så kummerlige forhold at de rent ud sagt ville være bedre tjent med at brænde hele huset ned når det blev tid til at sælge det, så hun en der var lykkelig i sin ensomhed, i sit arbejde.

Han tænkte stadig oftere på den tur, sagde han, som han havde glemt i samme øjeblik han var sammen med Marc, og egentlig aldrig rigtigt havde tænkt på siden. Det var måske fordi han nu rent faktisk var hjemløs, at han var begyndt at huske den igen, sådan som man af og til ikke husker noget før man igen befinder sig i samme situation, som om en del af en selv var blevet efterladt der. Han var begyndt at huske de vandrerhjem han havde boet på, de sovesale hvor han havde sovet mellem drenge og piger på hans egen alder fra hele verden, de billige caféer og markeder han havde været på, de hektiske bus- og togstationer og også selve rejserne, de lange, træge overgange fra ét klima og én kultur til en anden: Alt kom tilbage til ham, stadigt mere detaljeret.

som et skab der var stopfuldt af skrammel: Så snart han åbnede døren, ramlede det hele ud; det tog tid at få orden på sig selv. Og al den plapren, al den fortællen, var det som rodede allermest: At få styr på sproget var at få styr på vreden og skammen, og

»Det er sjovt,« sagde han, »at når forældre gør noget mod deres børn, så er det som om de tror at ingen kan se dem. Det er som om barnet er en forlængelse af dem selv: Når de taler til det, taler de til sig selv; når de elsker det, elsker de sig selv; når de hader det, er det deres eget jeg de hader. Man ved aldrig hvad der kommer, for uanset hvad, kommer det fra dem, ikke fra en selv, skønt de giver en skylden for det bagefter. Men man begynder at tro at det er kommet fra en selv – man kan ikk

Det har forældre somme tider et problem med,« sagde han. »De får et barn der er en slags tavst vidne til deres liv, så bliver barnet voksent og begynder at plapre ud med deres hemmeligheder alle vegne, og det kan de ikke lide. Til dem vil jeg sige: Få en hund i stedet. I fik et barn, men i virkeligheden var det en hund I havde brug for, en som ville elske og a