Nu blev det skåret ud i pap, skulle man synes, med en formulering i aftaleteksten om, at DR for fremtiden skulle fokusere på indhold, der ikke udbydes af kommercielle udbydere. Det blev ovenikøbet gentaget tre linjer længere nede i teksten med en yderligere indsnævring af DR’s fremtidige virkefelt: „DR skal derfor ikke sende alt til alle. DR må i indhold og distribution ikke konkurrere med private aktører, hvor det ikke tjener et klart public service-formål.“
De to første sætninger tildeler klart DR en mere nichepræget rolle i det samlede medielandskab og udgør et – formentlig helt bevidst – principielt brud med den nordvesteuropæiske public service-tradition. Men med tilføjelsen i den tredje sætning om, at DR for fremtiden kun måtte konkurrere med private medier, „hvor det tjener et klart public service-formål,“ udspændes der nærmest en selvmodsigende snubletråd for den liberale nyorientering. For det første må man spørge, hvad de klare public service-formål går ud på. Som det blev belyst i kapitel 4, er det langtfra noget, der er enighed om, hverken blandt politikere, mediebranchens folk eller borgere. Og uenigheden gælder både på det principielle plan, og når man mere konkret spørger, om f.eks. X Faktor, Den store bagedyst, Hammerslag eller Bonderøven bør regnes med til public service-indhold. For det andet vil tilhængere af „klassisk public service“ formentlig hævde, at såkaldt „bredt favnende“