Familien med de 100 børn

Far-Julius og Mor-Katinka har nok at se til. De har nemlig intet mindre end 100 børn, og det betyder, at der altid er gang i den hjemme hos dem. Alligevel byder de to forældre også drengene Fyr og Bent velkomne i deres store familie. Fyr og Bent er gode venner, men de er meget forskellige. Fyr er modig og ligefrem, mens Bent er forsigtig og indadvendt. Heldigvis er der plads til forskelligheder i familien med de 100 børn. Bogen er en samling af små fortællinger, som egner sig godt til højtlæsning for mindre børn

Men ingen kunne finde sit eget, fordi de havde smidt det i en stor bunke.

På med tøjet, sagde Mor-Katinka.

Jo, men hvad var det, vi skulle hjælpe jer med, som der stod i brevet? spurgte Bent.
Jo, vi skal have en ny lille. Mor-Katinka har jo sådan en tyk mave, kan du nok se, svarede Kirsten-lil.
Det har Tyksen også, skreg Skrige-Knud.
Ja, men det er søreme ikke mig, der skal have en lille, råbte Tyksen.
Nej, for du er jo ikke nogen dame, sagde Kirsten-lil.
Nej, sagde Tyksen.
Men hvad skal vi hjælpe jer med? spurgte Bent.
Jo, sagde Mor-Katinka, hjælp os med at finde på et godt navn – jeg tror, det bliver en lillesøster.
Kan hun ikke hedde Karoline, sagde Bents far, det hed min gamle bedstemor, og hun var så rar.
Ork, det har vi en, der hedder, sagde Langemand.

Går du med hen og køber wienerbrød? Skal vi ikke have ostemad? spurgte Bent.
Jo, men også wienerbrød og også saft.
Mor-Katinka råbte ud af vinduet:
Goddag Bent. Kan I nu komme op allesammen undtagen Langemand. Bent kan gå til bageren med Langemand, hvis han vil.
Jeg skal bare lige lukke for min hule, råbte Ballade-Søren.
Jeg skal bare lige sætte min cykel på plads, råbte Pille-Sofie.
Jeg skal bare lige finde min bold, råbte Hoppe-Marie.
Jeg skal bare lige binde denne hersens knude, råbte Binde-sammen-Niels.
Allesammen råbte: Jeg skal bare lige, jeg skal bare lige.
Kom så op om fem minutter, råbte Mor-Katinka og lukkede vinduet.

skal i seng.
Langemand sagde til Bent:
Går du med hen og køber wienerbrød? Skal vi ikke have ostemad? spurgte Bent.
Jo, men også wienerbrød og også saft.
Mor-Katinka råbte ud af vinduet:
Goddag Bent. Kan I nu komme op allesammen undtagen Langemand. Bent kan gå til bageren med Langemand, hvis han vil.
Jeg skal bare lige lukke for min hule, råbte Ballade-Søren.
Jeg skal bare lige sætte min cykel på plads, råbte Pille-Sofie.
Jeg skal bare lige finde min bold, råbte Hoppe-Marie.
Jeg skal bare lige binde denne hersens knude, råbte Binde-sammen-Niels.
Allesammen råbte: Jeg skal bare lige, jeg skal bare lige.
Kom så op om fem minutter, råbte Mor-Katinka og lukkede vinduet.
Blev hun gal, sagde Bent.
Nej, sagde Langemand, kom nu.
Langemand tog legevognen med hen til bageren. Han trak Bent.
Bageren sagde:
Hvad skal I to have? To bolsjer?
Nej, sagde Langemand, vi skal have 57 wienerbrød og 12 rugbrød og 19 franskbrød. Og så skulle jeg spørge, om De ville sende 99 rundstykker og en over- og en underkrydder hen til os i morgen tidlig.
Javel, sagde bageren. Han vidste godt, at Langemand var ud af en stor familie.
De kørte hjem med alt brødet i legevognen. Bent skubbede bagpå.
Ka’ du komme væk, sagde han til en stor hund, som ville hapse et stykke wienerbrød.
Hjemme gik de op med alt brødet i køkkenet, som var lige så stort som en dansesal. Køkkenbordet var langt som en landevej. Kirsten-lil smurte ostemad. Hun sang en pæn sang. Bent lagde ost på. Han turde ikke synge.
Min mor vasker selv op og smører mad, sagde han.
Kirsten-lil sagde:
Vi er så mange, og vi skiftes til det. Din far og mor har jo bare dig, og du er jo ikke ret mange.
Nej, sagde Bent, det er rigtigt nok.
Så gik de ind i spisestuen med alt brødet. Langemand havde dækket bord.
Vær så god at sætte jer til bords, sagde Mor-Katinka.
Spis, drik og vær glade, sagde Far-Julius.
Bent skal bare have en ostemad, sagde hans mor.
Må du ikke drikke? spurgte Tyksen.
Nej, ikke om aftenen, svarede Bent.
Tisser du så i sengen? spurgte Langemand.
Ja, sagde Bent, en lille smule.
Det gjorde jeg også engang, sagde Langemand. Man bliver smaddervåd af det, ikke?