Iqbal Farooq og julesvineriet

– Du mener musetrapper? sagde jeg.

– Hvad, ja, ja, sagde han og tilføjede forsigtigt: – Øh … Iqbal, har du spist frokost?

– Far, jeg har spist den vildeste frokost. Den vildeste og største frokost ovre på skolen, men jeg er sikker på, at Tariq gerne vil smage, når han kommer hjem, for han spiste ikke sin madpakke ovre på skolen, svarede jeg.

– Åh, ja, det var ærgerligt, for jeg har altså lavet rigeligt med risengrød, og hvis nu du blev lidt sulten, så kunne du jo måske lige …

, hviskede jeg til betjenten, mens jeg pegede på Mohammed. Sådan er hans slags, du ved. Han kommer fra en landsby meget langt ude på landet og har aldrig … øh, været inde i København, så du ved … øh, bonderøv.

– Åh ja. Ja, det er jo faktisk meget svært sådan at flytte fra land til by. Det har jeg jo også prøvet, da jeg flyttede fra Jylland, sukkede betjenten.

a, det er ligegodt nok vildt, og tænk, der er ingen vidner,

Jamen hvad skal vi gøre, for det er sgu alvorligt det her? Det er jo fars jul, der står på spil, og hvis vi ikke kommer hjem med et træ, så flipper han big time ud og ender med at gå i hi under dynen de næste 10 år, sagde Tariq.

– Ja, mand, og han sender os garanteret på genopdragelsestur til Sydpolen, tilføjede jeg.

– Hey, drenge. Jeg kan få min far tjil at skaffe nogle tjræer. Han ringer bare tjil sin al Qaeda-ven Mustafa Bum, så har I den vilde tjræ med det samme, sagde Mohammed.

– Øh, det tror jeg sgu er en dårlig idé, Mohammed, og Mustafa Bum er jo også efterlyst i hele verden for alt muligt underligt. Hey, ham der Mustafa Bum, var det ikke også ham, der skulle skaffe din fætter en billig rejse i sommerferien sidste år?

– Slap af, mand, det gjorde han da også, og han holder, hvad han lover. Han er rigtjig mand, mand, svarede Mohammed.

Du tjager fejl, min ven. Jeg er fra Pakistjan, og vi kan altj. For en tjyver kan man få en æsel, så du skal være glad, så hjælp mig nu, ik’, sagde Mohammed.

– Okay, okay. I kan prøve at tjekke de andre juletræsmænd på Østerbro. De har måske et enkelt træ tilbage. Jeg er ikke meget for at henvise mine kunder til andre, men der er vist ikke andet at gøre i disse dage, svarede han.

Vi tog bussen til Østerbro og stod af ved Trianglen. Men juletræsmanden dér havde desværre heller ingen træer og henviste os til sin fætter, der solgte træer inde på Kultorvet ved Købmagergade. Vi tog bussen ind til Nørreport Station og gik op til Kultorvet, hvor vi igen blev skuffede.

– Det er sgu for latterligt, det her. Vi fiser rundt som idioter, og der er bare ikke nogen træer i hele FCK-land, sagde jeg.

rakte os 1000 kr.

– Wow, en tusse, så mener du det virkelig! sagde jeg.

– Ja, det kan jeg da sandelig love for, at jeg gør, svarede far.

Tariq og jeg tog lige en håndfuld jødekager og smuttede ned ad t

– Åh, ja, det var ærgerligt, for jeg har altså lavet rigeligt med risengrød, og hvis nu du blev lidt sulten, så kunne du jo måske lige …

Og jeg er da også ret stolt og kan fornemme, at det kommer til at gå den rigtige vej nu.

eller

pakistaner