Jeg hader, når nogen fløjter handler om Oliver.
Men også om hans mor.
Og det handler om Olivers lillesøster, som er forsvundet; men det taler de ikke om.
De taler heller ikke om Olivers venner eller om det voldelige overfald, han er med til at begå.
De taler ikke om Olivers forelskelse, og de taler ikke om de løgne, de fortæller sig selv og hinanden.
De taler slet ikke om morens desperate planer eller om den joint, som Oliver bliver nødt til at ryge hver aften for at kunne falde i søvn.
Men de er gode til at skændes. Om hvem der skal hente smøger, hvem der skal betale for dem og om den fjernbetjening, som Olivers mor ikke kan finde.
Jeg hader, når nogen fløjter er en fortælling om en mor og en søn og deres meget forskellige håndtering af en fælles sorg, om venskaber og relationer, fordomme og fornægtelser, om forbrydelse, fortrydelse og forelskelse, om nye venskaber og om at opdage sider af sig selv, som det er svært at acceptere. Og så er det en fortælling om at finde sin helt egen mening i en tilsyneladende meningsløs tilværelse.
