Genfærd

svarer ikke.
”Hvad er der med dig?” siger han.
”Bare lad mig være …” siger jeg.
”Emilie …” Han rækker ud efter mig. Men jeg træder væk.
”Lad mig nu være, for helvede!” siger jeg lidt for højt.
Hans blik flakker. Han ligner en, der vil sige noget mere. Men folk er begyndt at kigge. Og han og jeg var aldrig noget, der skulle ses. Så han forlader bare butikken igen. Jeg ser på amuletten. Onde ånder. Jeg har mere brug for en amulet, der kan holde Victor væk.
Jeg skæver efter ham. Hvorfor bliver han ved med at opsøge mig? Jeg har ignoreret alle hans beskeder. Forstår han ikke, at jeg ikke kan have noget med ham at gøre? Ikke efter alt det, der er sket.
Med et fornemmer jeg noget bag mig. Jeg drejer hovedet. Og i et kort sekund er jeg sikker på, at jeg ser ham. Thorbjørn. Stående midt i butikken med sit halvlange, mørke, pjuskede hår og blå, insisterende øjne. Men der er intet at se.
”Du er ved at blive skør

Og det spreder sig til hele kroppen. Jeg er så vred, at jeg næsten ikke kan trække vejret. Vred over, at han er væk. Vred på Amanda for at have forvandlet det hele til sladder. Og mest af alt vred på mig selv. Kunne jeg have gjort noget for at stoppe det?
Jeg går formålsløst rundt. Så kommer sælgeren hen mod mig.
”Her,” siger han. Han holder en halskæde hen mod mig. Der er et lille vedhæng lavet af ben formet som en isbjørn.
”Jeg går ikke med smykker,” siger jeg.
Han lægger den i min hånd og lukker mine fingre om den.
”Det er en amulet. Den holder onde ånder væk.” Han siger det med en intensitet, der giver mig gåsehud. Og inden jeg når at sige mere, forsvinder han om bag disken igen. Jeg står forvirret tilbage.
Så kommer Victor ind i butikken. Han har forladt sin klasse. Nu går han rundt og lader, som om han ser på tingene, men samtidig bevæger han sig hele tiden tættere på mig.
”Hej,” hvisker han så stille, da vi står tæt.
Jeg svarer ikke.
”Hvad er der med dig?” siger han.
”Bare lad mig være …” siger jeg.
”Emilie …” Han rækker ud efter mig. Men jeg træder væk.
”Lad mig nu være, for helvede!” siger jeg lidt for højt.
Hans blik flakker. Han ligner en, der vil sige noget mere. Men folk er begyndt at kigge. Og han og jeg var aldrig noget, der skulle ses. Så han forlader bare butikken igen. Jeg ser på amuletten. Onde ånder. Jeg har mere brug for en amulet, der kan holde Victor væk.
Jeg skæver efter ham. Hvorfor bliver han ved med at opsøge mig? Jeg har ignoreret alle hans beskeder. Forstår han ikke, at jeg ikke kan have noget med ham at gøre? Ikke efter alt det, der er sket.
Med et fornemmer jeg noget bag mig. Jeg drejer hovedet. Og i et kort sekund er jeg sikker på, at jeg ser ham. Thorbjørn. Stående midt i butikken med sit halvlange, mørke, pjuskede hår og blå, insisterende øjne. Men der er intet at se.