Bronzedolken 5: Bronzekrigeren

Pirra kom med et lille latterudbrud. “Selvfølgelig vil jeg det,” sagde hun.

Hylas tog en dyb indånding. “Vil du komme og bo sammen med mig i bjergene?” sagde han snublende til Pirra. “Jeg mener – som min kæreste?”

“Issi,” begyndte han kejtet. “Du ved godt, at jeg aldrig holdt op med at prøve at finde dig. Det ved du, ikke også?”

Pirra havde rødmet af glæde. Han ville gerne have slået armene om hende og kysset hende, men han skulle først have det hele på plads med Issi.

Det var først da, at hun blev klar over, at Hylas, inden han tog af sted, på en eller anden måde havde formået at tage sin wedjat-amulet af og smutte den over hendes hoved, så nu havde hun en magtfuld amulet til at sørge for hendes sikkerhed

Hun mærkede hans lugt af skov og hest og sved, så løftede hun hovedet og kyssede ham på munden, og han kyssede hende tilbage, hårdt.

Han nikkede kort og gjorde klar til at sidde op – men så vendte han sig og tog hende i sin favn.

“Issi?” sagde hun.

Langsomt rystede Issi på hovedet. Hun bakkede væk. Så vendte hun sig om og løb.

“Er I blevet et par?” sagde den kloge kone.
Pirra rødmede. “Det kommer ikke dig ved!”
Den kloge kone fnøs. “Men det ville du gerne have.”
Pirra blev endnu rødere. “Selvfølgelig ville jeg det. Jeg tror, han føler på samme måde … Nej, jeg tror det ikke, jeg ved det.