Jeppe Aakjær voksede op under fattige kår i en bondefamilie. I hans senere forfatterskab kom sympatien til at ligge netop her – hos almuens arbejdende folk – og han blev i høj grad agitator for, at de fattige og bondestanden skulle have bedre vilkår. “De stille folk” samler en række af Aakjærs artikler og fortællinger, der skildrer vilkårene for denne samfundsklasse i sidste halvdel af 1800-tallet med alt hvad det indebar af elendighed, sult og uretfærdighed.
Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.
Jeppe Aakjær (1866–1930) er manden bag flere af højskolesangbogens mest populære sange – “Jens Vejmand”, “Jeg er havren” og «Ole sad på en knold og sang” er blot nogle af dem. Han er i dag bedst kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede, men han var også i høj grad en politisk forfatter, og arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Disse temaer gjorde ham til en del af det, der litteraturhistorisk kaldes det folkelige gennembrud – en bevægelse, der også tæller forfattere som Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Jeppe Aakjærs forfatterskab spænder vidt indenfor genrer som digte, romaner, noveller, skuespil, artikler, taler og diverse udgivelser om lokalhistorie, og han er kendt for sit letforståelige sprog og for undertiden at skrive på dialekt.
