Hjertets stærke vilje

udspekuleret som mr. Patterson ville komme ind, om

Det gik op for Jack, at han altid havde haft den mistanke. I løbet af årene var Harding ofte kommet med bemærkninger, der kunne tolkes på flere måder, men når Jack havde udfordret ham, havde han altid trukket sig og sagt, at Jack måtte have misforstået ham. Men det gav alligevel mening.
Hardings fætter havde efterladt ham en formue, som han havde ødslet bort på spil og væddemål, men manden havde anden nær familie, der havde arvet ejendom, jorder og titel. Hvorfor havde Harding arvet formuen? Medmindre han havde gjort manden en tjeneste … Markisen af Rockingham havde en ung kone, som han mistænkte for at have taget en elsker … Jacks far. Manden havde selv været for gammel og for syg til at gøre noget ved det, så havde han sat det meste af sin formue i en mand, der var villig til at gøre hvad som helst for at få fingre i den?
Harding havde altid været en barsk og brutal mand, og han havde ofte vist, at han ikke syntes om Jack. Han var endda gået så langt, at han havde bestukket Jacks elskerinde til at fortælle om deres forhold. Det havde Lucy indrømmet over for ham, da han havde gjort det forbi.
”Han ville ikke have mig,” havde hun protesteret. ”Det eneste, han ville, var, at jeg skulle fortælle om dig. Han hader dig, Jack. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror, han ønsker at ødelægge dig, og han er villig til at bruge alle midler.”
”Fortalte du ham intime detaljer om vores forhold?”
”Nej,” svor hun, men han havde kunnet se, at hun løj. ”Jeg ville ønske, jeg aldrig havde mødt ham, aldrig havde tilladt, at han besøgte mig. Jack, du må ikke forlade mig. Jeg holder stadig af dig.”
”Hvis det er sandt, så gør det mig ondt, men vores affære er forbi. Jeg planlægger at gifte mig, og jeg vil ikke bedrage min hustru.”
”Men du vil vel få brug for en at komme hos, når hun begynder at kede dig?”
”Det vil nok aldrig ske,” mumlede Jack. ”Men du keder mig, Lucy. Jeg finder snydepelse og løgnere trættende, og om jeg så stadig var interesseret i dig, ville jeg straks have afbrudt forbindelsen, da du lagde op til Harding. Af alle mænd, du kunne vælge, er han den eneste, jeg aldrig vil kunne tolerere.”
”Hvorfor hader du ham så meget?”
Fordi jeg tror, han spiller en rolle i mordet på min far.
Jack sagde det ikke højt, men det var noget, han havde været overbevist om en tid. Og nu var han sikker på det.
Han red ned til kroen, steg af, bandt tøjlerne til en barre og gik indenfor. Det var mørkt derinde, og der lugtede af fladt øl og mindre behagelige ting. En mand med et beskidt, hvidt forklæde om livet stirrede på ham gennem sammenknebne øjne.
”Er De fremmed på egnen her, sir?”
”Ja, jeg er på vej nordpå,” svarede Jack og så sig om.
Kroen

eskortere hende og hendes mama til baller, soiréer, køreture og picnics, når vejret var godt, og også til besøg i Vauxhall-haverne og teateret. Deres bryllup var blevet annonceret til den første torsdag i september, og når Charlottes bal var vel overstået, havde Jack lovet, at han ville invitere hende ned på sin bedstefars ejendom i et par uger.
”Bedstefar glæder sig til at møde dig, og det gør mama naturligvis også,” sagde Jack. ”Vi holder et bal på Ellingham for alle naboer og venner, men hvor foretrækker du, brylluppet afholdes? I dit hjem eller på bedstefars ejendom?”
”Jeg tror gerne, papa vil holde brylluppet hjemme,” sagde Charlotte. ”Men det bliver mindre end det bryllup, din familie nok ville holde. Det gør mig ikke noget, for jeg har ikke mange venner og familiemedlemmer at invitere.”
”Og jeg har alt for mange,” smilede Jack trist. ”Men hvis vi inviterer dem til ballet og underholder dem i et par uger, bliver vi nok tilgivet for at have et mindre bryllup i dit hjem, min elskede.”
Hendes papa blev spurgt, men mente trods alt, det var bedre, hvis brylluppet blev holdt på Ellingham, så det blev aftalen. Charlotte skulle bo på ejendommen i en måned, så hun kunne møde Jacks familie, men efter ballet ville hun komme hjem og underholde sin egen familie, inden de atter vendte tilbage et par dage inden brylluppet.
På aftenen for hendes bal præsenterede Jack Charlotte for et sæt diamanter bestående af en halskæde med et vidunderligt, dråbeformet vedhæng, øreringe, armbånd, tiara og broche. Han havde også givet hende endnu en smuk ring med rubiner og diamanter, som hun bar på sin højre hånd.
”Du forkæler mig,” sagde hun og stirrede benovet ned på den vidunderlige forlovelsesgave. ”Jeg føler mig som en prinsesse.”
”Jeg vil forære dig alle de smukke ting, du ønsker,” svarede han og kyssede hende blidt på munden.
Charlotte havde rødmet og smilet og spekuleret på, om han ville tage hende i sine arme og kysse hende lige så lidenskabeligt, som han havde gjort det den dag i salonen, men siden den dag havde hans kys været nærmest kyske. Hun var ked af, at hendes bror havde afbrudt dem den eftermiddag, for Jack virkede ikke tilbøjelig til at gentage det lidenskabelige favntag. Hun kunne ikke tro, han var forelsket i hende, for havde det været tilfældet, ville han vel have benyttet enhver given lejlighed til at elske med hende. Alligevel var hans opførsel alt det, en lady kunne forvente af en ærværdig gentleman.
”Vi skal ikke tage forskud på vore løfter,” havde han sagt engang, da de havde haft en kort stund alene, hvor han havde taget hende i sin favn og kysset hende blidt. ”Hvor utålmodig jeg end er, er verden alt for usikker, og jeg vil ikke gøre noget, der kan skade dig, Charlotte.”
”Hvorfor skulle noget, du gør, kunne skade mig?” havde