Hvor skyggen falder

Giv mig hende. Så er du fri. Jeg vil nyde hende mere end dig,

Vi kan ikke slippe væk, mor. Vi er hos Caligo nu, i perlemorstusmørket,“

I det Udifferentierede Rige famler vi … tågen … hersker.“

Du har forvildet dig til landet bag sanserne … og du vandrer ikke alene.“

Søren havde ikke været klar. Hvordan havde hun så kunnet tage beslutningen uden om ham?

Pia standsede. Hun havde ændret sig da hun havde fået Signe; moderinstinktet havde overtaget hele hendes væsen. Hun var endda blevet som en mor for Søren, hun havde kvalt deres kærlighed med sin omsorg og besættelse af praktiske gøremål.

Caligo har ret, mor. Far blev træt af dig. Det var min skyld,“ sagde Signe

Overlad din byrde til mig

Du blev for meget mor og alt for lidt elskerinde, det var derfor han gik, det ved du jo godt. Giv mig hende. Søren vil tage dig tilbage hvis du er alene.

som Sørens ivrige og insisterende hænder havde fundet vej ind under dynen og befamlet hende. Hun havde så gerne villet give sig hen, men hun orkede ikke, hun var udmattet, Signe havde som så ofte før været småsløj og tvær, og hun ville måske vågne ved sengens knirken.