Heksejægerens forbandelse

„Så den er altså stadig fanget i katakomberne … efter al den tid?“

„Ja, min dreng. Den er bundet dernede, indtil en eller anden åbner porten og sætter den fri. Det er en kendsgerning, og det er noget, alle præsterne ved. Det er en viden, der er nedarvet gennem generationer.“

„Jamen er der ikke en anden vej ud? Hvordan kan sølvporten holde den inde?“ spurgte jeg.

„Det ved jeg ikke, knægt. Jeg ved kun, at Kirkevaren er bundet i katakomberne, og at den kun kan komme ud gennem porten.“

Jeg skulle lige til at spørge, hvorfor man ikke bare kunne lade den blive, hvor den var, når den nu alligevel ikke kunne undslippe, men han svarede mig, inden jeg overhovedet kunne nå at formulere spørgsmålet. Heksejægeren kendte mig efterhånden ud og ind, og det var vel heller ikke svært at gætte, hvad jeg tænkte.

„Jeg er bange for, at vi ikke bare kan lade tingene være, som de er, knægt. Ser du, den er begyndt at vokse sig stærkere. Den har ikke altid bare været en dæmon. Det blev den først, efter at den blev bundet. Før det, da den var allermest magtfuld, havde den en fysisk form.“

„Hvordan så den da ud?“ spurgte jeg.

„Det finder du ud af i morgen. Inden du træder ind i kirken til begravelsesceremonien, så kig op på stenhovedet lige over hovedindgangen. Det er nok den bedste gengivelse af uhyret, du overhovedet kan se.“

„Har du set den i virkeligheden?“

„Nej. For tyve år siden, da jeg første gang prøvede at dræbe den, var den stadig en dæmon. Men der går nu rygter om, at dens styrke er vokset så meget, at den kan tage skikkelse af andre væsener.“

„Hvad mener du?“

„Jeg mener, at den er begyndt at skifte ham, og det varer ikke længe, før den er stærk nok til at antage sin oprindelige form. Og så vil den være i stand til at få næsten alle til at adlyde sig. Den virkelige fare består i, at den måske vil tvinge nogen til at åbne sølvporten. Det er det, der bekymrer mig allermest!“

„Jamen hvor får den sin styrke fra?“ spurgte jeg.

„Hovedsagelig blod.“

„Blod?“

Kapitel 20
Mors breV

Hvad så, når det bliver mørkt?“ spurgte jeg Heksejægeren. „Kommer Varen så ikke? Nu, hvor vi har fjernet bindet fra Alices øjne, ved den jo, hvor vi er!“

Da Alice nåede hen til os, stillede hun sig i vandkanten, således at jeg kom til at stå

Mareridt på højdedrageT
Det var temmelig sikkert det værste mareridt, jeg nogensinde havde haft. Og i et job som mit havde jeg haft en del. Jeg var faret vild og prøvede at finde hjem. Det burde

Inkvisitoren kommeR
Jeg kom ned lige før daggry

En halv snes vagter stod med ryggen til bålene. Deres ansigter var skjult af mørke hætter, så kun deres øjne og mund var synlige, og de var alle sammen udstyret

Da vagterne omsider trak ham hen mod døren, nikkede jeg til Alice, og med hovedet

Det var næsten blevet middag, før Andrew kom tilbage til køkkenet. Han så på en eller anden måde anderledes ud i ansigtet … tankefuld nærmest. Og han var ikke alene

Flugt og tilfangetagelsE

De låste