Luftpianoet

Samlingens seks noveller giver et billede af et isoleret menneske, Johnny/Absalon, en nøgle til en del af Peter Ronilds forfatterskab. Ronild, der er født på Amager, voksede op i en ordløs kommunikation – med en døvstum far og en døvstum mor, der dør, da Ronild er syv. Som barn lærer han at aflæse menneskers kropssprog. Og om Johnny hedder det i “Tilegnet Daniel Defoe”:

«Han var en rask dreng, Han havde for vane, når som helst han kunne slippe af sted med det at gemme sig væk. Begive sig ind i et cykelskur og lukke døren eller sidde i en vaskekælder, der ikke blev brugt, hvis han da ikke løb langt bort til et kvarter, hvor ingen kendte ham, og han kunne sige, at han hed Johnny, hvis nogen spurgte. Her gik han og kiggede på alle slags mennesker, og han kunne se, hvad alle tænkte og følte… for hjemmefra var han vant til at forstå den slags om mennesker uden at forstå en lyd. Ingen kunne narre Absalon, derfor kunne Absalon narre alle, for han vidste god besked, inden de talte».

(Novellen blev en film under DRs TV-Drama, “Fader min” (1974) med Jens Okking som den døvstumme far).

I “Zoo, Margriet, Zoo” – med mange veloplagte fortællinger indlagt – er det (igen) kvinden, der åbner op for Johnny. Men bedrager ham: Fik jeg dig, abe? Spørger hun drillende, da han opdager det og indser det: «For jeg havde ikke længere en abes snævre hjerte, men et menneskes, der er åbent for alt.”

Ikke mange digtere og professionelle har et et bagland, hvor kropssproget var det dominerende og ordene kun langsomt faldt på plads i den nære virkelighed. Peter Ronild har. Peter Thielst.

Peter Ronild (1928 – 2001) var uddannet journalist og skrev i en årrække for flere dagblade bl.a. Politiken. Efter sin debut med den anmelderroste “I morgen kommer paddehatteskyen” arbejdede han som skønlitterær forfatter, TV-dramatiker, journalist og skuespiller. Desuden dramatiske arbejder for radio og film.

Peter Ronilds værker er kendetegnet ved naturalismens biologiske livssyn og ved en blanding af realisme og symbolisme, fremherskende i modernismen. Han udfordrede, inspireret af “den ny franske roman”, med nye litterære udtryk og kompositionsformer.