Kunsten at sige nej

Det hele ender i en halvhjertet, lunken suppedas, hvor ingen af parterne får hverken det, de ønsker sig eller det, de har behov for. Barnet bliver frustreret, fordi han ikke får en ordentlig kontakt og den voksne bliver frustreret, fordi han ofrer sig uden at blive belønnet med et tilfreds barn. Frustrerede børn kan ikke udvikle sig harmonisk og frustrerede voksne er altid i defensiven og har dårlig samvittighed.
Det er glæden over at kunne tage vare på sig selv og accepten af det andet menneskes ret til at gøre det samme, der gør det personlige nej varmt og frugtbart.
Når børn får et personligt nej, lærer de meget hurtigere at respektere andre menneskers behov og grænser. De vil intet hellere end at samarbejde med deres forældre og kan sagtens respektere deres ”person”. Hvis man i stedet opstiller regler og grænser eller henviser til alder og traditioner, vil ethvert sundt barn forsøge at teste deres gyldighed – igen og igen. Bevidstheden om, at far og mor mener, hvad de siger og siger, hvad de mener, er noget nær den bedste og mest holdbare gave, man kan give sine børn.

Vores ”selv” er ikke nogen fast størrelse, som vi kan lære at kende en gang for alle. Det ændrer sig med tiden og afhænger af de relationer vi indgår i.

Somme tider må vi ofre os og ofte må vi gå på kompromis, men hvis vi ofrer vores inderste kerne og går på kompromis med vores vigtigste grænser, behov og værdier, så indgår vi ikke bare et kompromis med de andre men går på kompromis med os selv. Så kompromitterer vi vores personlige integritet og det forringer ikke bare vores individuelle livskvalitet men også kvaliteten af vores relationer til de andre. Det er ikke altid så enkelt at finde frem til sine egne sande grænser og værdier og mange mennesker forveksler den del af sig selv med deres almene meninger og holdninger.

Det personlige nej til vore nærmeste familiemedlemmer og venner handler ikke om at afvise nogen, men om at vi også må sige ja til os selv.

Det fører os frem til opdragelsens og pædagogikkens næstbedst bevarede hemmelighed: hvis børn bliver behandlet med omsorg og respekt for deres personlige grænser, så hører de faktisk efter, hvad de voksne siger og gør også det meste af det. Ikke altid lige nu og ikke altid med entusiasme, men de gør det

Kun når man vokser op i en familie, hvor de voksne er villige til at lære sig kunsten at sige nej – og dermed ja til sig selv, kan børnene lære det samme. Altså både selvrespekt og respekt for andre menneskers integritet

I de forløbne år er der sket en gradvis opblødning af kravet om lydighed. Det begyndte med accepten af, at det er i orden at have forskellige meninger og holdninger (de demokratiske værdier) og udviklingen går langsomt men sikkert i retning af, at også børn og unge har ret til deres grænser og ret til at kæmpe for dem (de eksistentielle værdier)

Derfor er det vigtigt at spørge sig selv om, hvad man vil med sine forsøg på at opdrage sine børn. Der findes groft sagt to muligheder:
• Enten er opdragelsen kortsigtet – fra dag til dag så at sige – og handler om, hvordan vi vil have at børnene opfører sig sammen med os og andre mennesker, mens de er børn.
• Eller også er opdragelsen langsigtet og handler om, hvilke værdier og hvilken personlig og social adfærd vi vil give børnene med ind i voksenlivet og som kan sikre deres mentale og sociale sundhed så godt som muligt

Bevidstheden om, at far og mor mener, hvad de siger og siger, hvad de mener, er noget nær den bedste og mest holdbare gave, man kan give sine børn

Frustrerede børn kan ikke udvikle sig harmonisk og frustrerede voksne er altid i defensiven og har dårlig samvittighed.
Det er glæden over at kunne tage vare på sig selv og accepten af det andet menneskes ret til at gøre det samme, der gør det personlige nej varmt og frugtbart