Call me by your name

Hvis jeg ska­de­de mit an­sigt, vil­le jeg ger­ne ha­ve at han kig­ge­de på mig og un­dre­de sig over hvor­for, hvor­for vil­le no­gen gø­re det ved sig selv, ind­til han man­ge, man­ge år se­nere – ja, Ses se­nere! – om­si­der lag­de to og to sam­men og slog ho­ve­det ind i væg­gen.

»Cor cor­di­um, hjer­ter­nes hjer­te, jeg har al­drig sagt no­get me­re sandt til no­gen i he­le mit liv.«

»Parce que c’était lui, parce que c’était moi,« til­føje­de min far og citere­de Mon­taig­nes alt­omfat­tende for­klaring på sit ven­skab med Éti­en­ne de la Boé­tie.

Jeg tænk­te i ste­det på Emily Bron­tës ord: Parce que »han er me­re mig selv end jeg er«.

At ind­stude­re smer­ten for at dul­me smer­ten.

Chi­ag­ne­va sem­pre ca dur­me­va so­la,

mo dor­me co’ li muor­te ac­com­pag­na­ta.

Hun græd al­tid for­di hun sov ale­ne,

nu so­ver hun blandt de dø­de.

Jeg kun­ne til­bringe res­ten af mit liv på den her må­de: med ham, om nat­ten, i Rom, med helt luk­ke­de øj­ne og et ben slyn­get rundt om hans.

hjerte­sønder­rivende

Han kom. Han tog af sted. In­tet an­det hav­de for­and­ret sig. Jeg hav­de ik­ke for­and­ret mig. Ver­den hav­de ik­ke for­and­ret sig. Al­lige­vel vil­le in­tet væ­re det sam­me. Det enes­te der er til­ba­ge, er drømme­mage­ri og be­syn­der­lige min­der.

over­rum­plet

over­sæt­telses­fjol­le­rier