Mindre end en kilometer væk

Jeg stiller mig i kø med en tom konservesdåse og låget fra en deodorant.

Dine livløse arme svinger frem og tilbage. Det ser ud, som om du vinker.

Min stemme knækker over, og manden lægger en hånd på min skulder.

Hjælperne har hvidt tøj på. Som engle, tænker jeg og knuger din hånd i min.

Selv når folk tisser, bliver de liggende.

„Vi har stemt om det. Mens du sov.“

Fint,“ siger jeg. „Så giver jeg ham mit eget vand. Det er bedre, at det er ham, der når frem, end mig

„Deres sjæle får aldrig fred,“

der er lige så mørk og dyb som havet under os.

Så, endelig, får den fat, og som ved et mirakel er der stadig mælk.