Kongernes kamp

Han tav, da en kolonne af Lannister-vagter marcherede forbi iført deres højrøde kapper og løveprydede hjelme. Sir Arys holdt meget af at sladre, men kun når han var sikker på, at ingen lyttede.
Tømrerne havde bygget en loge og hegnet en turneringsplads ind i den ydre borggård. Det var et tarveligt arrangement, og den lille flok, der var mødt frem for at se turneringen, optog kun halvdelen af pladserne. De fleste af tilskuerne var vagter fra Byens Vogtere iført gyldne kapper eller huset Lannisters højrøde kapper; der var kun ganske få lorder og ladyer til stede, den lille håndfuld, som stadig befandt sig ved hoffet. Lord Gyles Rosby med det grå ansigt hostede i et lyserødt silketørklæde. Lady Tanda havde følge af sine døtre, dorske Lollys og skarptungede Falyse. Den ibenholtfarvede Jalabhar Xho var landflygtig og havde ikke andre steder at flygte hen, lady Ermesande var et barn, der sad i sin ammes skød. Der blev talt om, at hun snart skulle giftes med en af dronningens fætre, så Lannisterne kunne gøre krav på hendes jord.

Mens de ventede på, at fangen blev fremstillet i Flodborgs riddersal, så hun Robb skubbe kronen tilbage, så den hvilede på hans tykke, kastanjebrune manke; et øjeblik efter skubbede han den frem igen; lidt senere drejede han den en kvart omgang, som om det ville føles mere behageligt på hans pande.

værelse sidder tre store mænd, en konge

op. „Sansa, har du hørt det? Jeg skal ride

mønstret af narrens røde og grønne firkanter

blev ti på sin næste navnedag, og hun

„Melisandre. Hende.“ Melisandre af Asshai, troldkvinde, skyggebinder og præstinde for R’hllor, Lysets Herre, Ildens Hjerte, Flamme- og Skyggeguden. Melisandre, hvis galskab ikke måtte få lov at sprede sig ud fra Dragensten.

Lord Steffon, højtelsket i erindringen, havde fundet ham i Volantis på den anden side af Det Smalle Hav. Kongen – den gamle konge, Aerys II Targaryen, som ikke havde været helt så gal dengang – havde sendt lorden ud for at finde en brud til prins Rhaegar, som ingen søstre havde at gifte sig med. „Vi har fundet en aldeles storartet nar,“ skrev han til Cressen, et par uger før han skulle vende hjem fra sin frugtesløse mission. „Han er kun en dreng, men adræt som en abe og vittig som et dusin hoffolk. Han jonglerer og stiller gåder og tryller, og han kan synge nydeligt på fire tungemål. Vi har købt ham fri og håber at kunne tage ham med hjem. Robert vil fryde sig over ham, og måske vil han med tiden endda lære Stannis at le.“

Lord Stannis havde belønnet Davos med fede jorder på Kap Vrede, en lille borg og et ridderslag

Han var en mester, oplært i Gammelbys store Citadel, hvor han havde vundet sin kæde.