Tyskere på flugt

Flygtningechef Kjærbøl tager afsked med de sidste tyske flygtninge i februar 1949. Selv vidste Kjærbøl alt om fattigdom og elendighed fra sin barndom på Nørrebro. Sin far kendte han ikke, og hans mor døde af tuberkulose, da han var 7 år. Kjærbøls strategi bestod i at give flygtningene så god en behandling, at de ikke kunne rejse berettiget kritik over for de danske myndigheder, men de skulle heller ikke behandles så godt, at den danske befolkning led større afsavn

Efter dansk opfattelse var det nødvendigt at holde flygtningene indespærret og afsondret fra det danske samfund, men til briterne sagde man, at indespærringen kunne føre til psykoser hos tyskerne. Både økonomisk og nationalt var flygtningene en tung byrde, men hvis Danmark kunne komme af med dem, ville landet blive i stand til at eksportere flere levnedsmidler, sagde Kjærbøl. De tyske flygtninge blev dermed en brik i de politiske forhandlingers spil

Fra dansk side var man klar over, at mange flygtninge havde uhyggelige oplevelser med fra krigen og flugten, og ganske ofte kunne uvisheden om ægtefællens skæbne også hænge som en mørk skygge over den enkelte familie. Psykologhjælp kendte man ikke meget til, og derfor var beskæftigelse et nøgleord for de danske myndigheder. Derudover var der kirketjeneste i lejrene, hvor flygtningene kunne genfinde noget af den faste grund, som de havde oplevet forsvinde under sig. Et andet vigtigt tiltag for Flygtningeadministrationen var familiesammenføringer. Arbejdet kom for alvor i gang i oktober 1945 og gjorde det muligt at eftersøge især børn, men også pårørende, venner og bekendte

Adelheide Borutta fortæller, at det sikkert var heldigt, at de krydsede den tilfrosne fjord i ly af mørket, for senere blev vogntoget angrebet, og mørket skjulte de tragedier, der havde udspillet sig på fjorden. Vogne, der med både passagerer og heste var gået gennem våger i isen, som bombeflyene havde skabt. Andre, der gik over isen i dagtimerne, har fortalt, hvordan de kunne se de druknede gennem isen.