Varme hænder

Jeg var ikke sød og dygtig længere.

Og nu havde jeg givet Mathilde al magten.

Og når Kalle og jeg endnu en gang brugte vores pause, vores stuemøde, vores krybbevagter på kraftedeme at være så trætte af Alfred, så gav vi Alfred magten, skylden, ansvaret for, at vores arbejde var synd for os.

Pædagogernes pause er hellig, livsvigtig, indiskutabel og umulig at flytte, omarrangere, gentænke, forny

Det var sandt, men det var også sandt, at Alfred skulle gå ud, så de voksne kunne holde pause. At den var vigtigere end

– Nanna tager resten af vagten, så vi kan få snakket. Bastian har sådan savnet dig, Nanna.

Idet jeg sagde det, vidste jeg, at det var sådan nu. Hun havde vundet mig. Taget ejerskab over mig, gjort mig til sit vi

Som gik vi ind i en skæbne sammen.

Jeg var bange. Hvor endte det? Hvor endte jeg?

Jeg var hendes. Hun ejede mig, som hun ejede hunden. Trænede mig, opdrog mig, nedbrød mig. Fuldkommen som hundens hang mit blik ved hende. Jeg mærkede, hvad hun ville, uden at hun sagde det, præcis som hunden. En svamp, der havde bredt sig fra hende til mig og overtaget styringen af mine lemmer og tanker. Jeg kom kun til mig selv i små plop og huskede, at der også var et andet liv, Camillas liv, det forekom fjernt. Når jeg gik mellem vores hjem, var der en sne