«Herredsfogden stod i den åbne dør, høj, hærdebred og kraftig som i gamle dage, men med et forunderligt ængsteligt og beklemt udtryk i sit åbne, kække, solbrændte ansigt, et udtryk, som slet ikke passede for det ansigt.
’Lad os tales ved om to år, Gorm. De to år er gået, og her er jeg! Skal jeg tage mine ord i mig igen eller ikke?’"
Lige inden Volmers bryllup med den unge smukke Melitta drager hans ven godsejer Faber af sted på en udlandsrejse. Faber lægger ikke skjul på, at han tror, at Volmers tilbedelse af sin forlovede kan ende galt, og da han to år senere vender tilbage, viser det sig, at han har fået ret. Alle på Skovbohus bøjer sig for fruens vilje, og glider den mindste skygge over hendes smukke ansigt, er hendes mand klar til at ofre alt for at få smilet frem igen.
Helt fra første møde mellem Faber og Melitta er fronterne tegnet skarpt op. Melitta har ikke mange gode ord at sige om sin mand, og det vender straks Faber imod hende. Men hvordan kan han få Volmer til at sige fra over for en kvinde, som han stadig betragter som en ufejlbarlig gudinde?
Laura Kielers roman «Familien på Skovbohus» tegner en række spændende psykologiske portrætter og skildrer samtidig dynamikken i et ægteskab og et venskab med mesterlig præcision. Bogen udkom første gang i 1909.
Laura Kieler (1849–1932) var en dansk-norsk forfatter, der både var kendt for sit forfatterskab, som ivrig debattør i kvindeorganisationernes tidsskrifter og for at være inspiration til to kvindeskikkelser i Henrik Ibsens skuespil. Henrik Ibsens skildringer af Laura Kieler var ikke flatterende, men udstillede i stedet aspekter af hendes liv, som hun ikke ønskede, at offentligheden skulle se. Uagtet Henrik Ibsens fremstillinger af hende og blandt andre Georg Brandes’ hårde kritik huskes Laura Kieler som en dygtig forfatter og en handlekraftig og viljestærk kvinde, der formåede at hæve sig over den uretfærdighed, verden igen og igen bød hende. Laura Kieler blev læst af mange, og hun fik som en af de få gennembrudskvinder en betydelig indkomst af sit forfatterskab. Sammen med forfatterkollegaerne Jenny Blicher-Clausen og Johanne Schjørring redigerede hun et festskrift, der udkom i 1895 i anledning af Kvindernes Udstilling samme år.