Idet betjenten åbner døren til dagligstuen, ser han, at der ligger en kvinde på gulvet. Benene er trukket op under hende, armene er delvist strakt ud til siderne, og nakken er kastet tilbage. Fra den åbenstående mund kommer der en rallende lyd, og tænderne er blålige af størknet blod. Ansigtet bærer præg af mange slag. Hun er stadig i live men bevidstløs.
Året er 1946. Den 23-årige Else Langkjær bliver fundet bevidstløs i sin lejlighed, og hun dør senere af sine kvæstelser på Frederiksberg Hospital. Hendes forlovede Poul Gantzler, onkel til skuespilleren Peter Gantzler, bliver sigtet for overfaldet, men to andre kvinder, som han også har en affære med, giver ham et alibi.
Ti uger senere er politiet fortsat på bar bund — ingen mistænkte, ingen motiver og ingen spor. Man lukker derfor sagen med en selvmordstese.
Nu — 65 år senere åbner afdødes niece, journalisten Susanne Meelbye sagen på ny. Hun vil finde ud af, hvad der skete med hendes moster Og pludselig rejser mange nye spørgsmål sig: Hvorfor hørte naboerne skrig, tumult og larm fra Else Langkjærs lejlighed 12 timer inden, hun blev fundet bevidstløs? Hvor stammede de 17 voldsomme læsioner på hendes krop fra? Hvorfor er der to dødstidspunkter? Hvorfor er politiets efterforskning så mangelfuld? Hvem flyttede rundt på tingene på gerningsstedet? Hvorfor lignede lejligheden en forladt slagmark, hvis Else Langkjær ønskede at tage sit eget liv?
I de efterfølgende år dykker Susanne Meelbye ned i sagen for at finde ud af sandheden om mordet på sin moster. Til at hjælpe sig har hun blandt andre tidligere drabschef, Ove Dahl, fra Københavns Politi, Kim W. Vammen, vicepolitikommissær hos Frederiksberg Politi samt Steen Holger Hansen, overlæge ved Patologisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut i København.
Dette er en autentisk historie, der nu får liv igen.