Dansk-amerikaneren Daniel Theodore Lassen – eller Dan T. – tager i sit sabbatår på en rejse ud i verden blandt strømmen af rejsende til alle tider. Han søger sin far og sin tabte identitet, mens han forsøger at overvinde barndommens traumer. Ole Sarvigs roman “De rejsende” er en poetisk skildring af den store rejse med masser af tråde til Dantes guddommelige komedie. Dan T. rejser dog ikke mod paradiset men snarere lige lukt ind i den kaotiske nutid.
Ole Sarvig (1921–1981) var dansk forfatter og digter. Han er mest kendt for sin lyrik, men han skrev også romaner, essays og debatbøger om billedkunst m.m. Han debuterede i 1943 med digtsamlingen «Grønne digte”, og digtet “Regnmaaleren” herfra er optaget i Kulturkanonen. Et hovedtema i Sarvigs forfatterskab er det moderne menneskes krisesituation og udsathed i en verden uden faste normer, hvortil den eneste løsning synes at være nåden og kærligheden i en religiøs forstand. Ole Sarvig modtog mange priser for sit forfatterskab, og fra 1972 var han medlem af Det Danske Akademi.
«Hvis geni er uudtømmelighed, er ‘De rejsende‘ en genial bog … en af den moderne, danske litteraturs største romaner, måske den største.” – Jens Kistrup, Berlingske Tidende
«Ole Sarvig er en af de få visionære digtere, vi har. Det billede han her tegner af verden, overrasker måske ikke læsere af hans tidligere romaner, men det er dog mægtigt, udvidet og udbygget.” – Torben Brostrøm, Information