«Selv i lang tid efter at jeg var blevet borgmester i denne landsby, jog kampens uro gennem mit blod. Vagtsomheden var større end eftertanken og fik mig ofte til at handle uoverlagt, i nogle tilfælde uretfærdigt. Mit sind var som en flod, der kun langsomt falder til ro efter et tøbrud. Et tøbrud, som nok varsler foråret, men også i blinde river meget med sig som burde beskyttes for at tjene livet.»
En borgmester fortæller om livet i en kinesisk landsby efter kommunismens indtog. Hun fortæller om sin egen rolle under krigen, og om hvordan alt er blevet bedre nu, hvor hun har taget kommunismen til sig. Men mener hun det virkelig? Er det selvbedrag eller spil for galleriet? Hendes tanker og erindringer bringer os et skridt nærmere forståelsen af kommunismens greb i befolkningen, som Hilmar Wulff selv oplevede under sine rejser i Kina.
Hilmar Wulff (1908–1984) var en dansk forfatter, der tilbragte store dele af sit liv på rejser rundt omkring i verden. Disse rejser bragte ham blandt andet til Kina og Amerika, før han atter vendte hjem. Under den tyske besættelse i 1940‘erne deltog Hilmar Wulff aktivt i frihedskampen og måtte i 1943 flygte til Sverige. Det var først i denne periode, at Hilmar Wulffs forfatterskab reelt tog form, og blandt andet de mange rejser gav ham materiale til flere romaner, heriblandt «Sådan noget sker faktisk» (1943). Hilmar Wulff modtog et væld af priser for sin litteratur, blandt andet Kollegernes ærespris, Nexøprisen og LO‘s kulturpris.
