Hambros Allé 7 – 9 – 13

Kaare vil være den glade giver, og han har ikke tænkt sig at spørge først.

Jeg har gjort det næstbedste. Det mest rigtige

Kristian og Lines børn er født med en guldske i munden. Eller en sølvske i røven, alt efter hvor sure rønnebærrene er.

År for år, lag på lag har hun set, hvordan de har ændret sig fra små primale væsner til hjertelige etårige, nysgerrige tumlinger, der kunne det hele selv, hvis bare det foregik i nærheden af mors ben, fornuftige børnehavebørn med rutiner og spirende venskaber, hun har set dem og støttet dem i at blive sig selv.

“Man må tænke kreativt,” siger Kaare med den samme tilfredse lyd fra mundvigen, hver gang han fortæller om sit livs handel.

Kristian ville skåne hende for sine økonomiske problemer på fabrikken, men det blev netop tavsheden, der tvang dem fra hinanden. For med tavsheden kom den fysiske afstand. Når han lukkede hende ude, mistede hun lysten til at lukke ham ind. Så skrøbelige var de altså.

Over tapas og cava på en restaurant i Barcelona fortalte hun ham om den svære tid, hvor han ikke så hende, og hvordan hun til sidst rakte ud efter en anden mand. Hun troede, at de kunne bære det, at han ville forstå hende, at det måske endda kunne skabe en dybere forståelse mellem dem, en ny ærlighed. Kristian forlod bordet, byen, landet uden et ord. Han rejste hjem alene, og derefter gik alt omkring dem i stykker. Hun tænker på det, der er tilbage, formaliteterne, børnene. Hvad med alt det her, huset, familien, alt det, de har haft sammen? “Alle de år, det er jo hele vores historie!” Hun taler med sig selv og flæber ned i vinen. Ægteskabet er højt spil

Det er nye tider, ­Kaare. Vi må spare og finde andre metoder, arrangere os i et mere fornuftigt partnerskab, fordele kræfterne rigtigt. Jeg er nødt til at tage flere sager og holde flere foredrag. Jeg skal også i gang med en ny bog. Der er et marked for det, jeg kan lige nu, der er nok at tage fat på. Vi kan jo starte med at sige, at det er dit ansvar, at hjemmet fungerer. Du kan dele de praktiske opgaver med din far, indtil du finder en ny bolig til ham. Måske vil han tage sig af haven, og han kan hjælpe dig med indkøb og rengøring. Sådan må det være

I al hast får hun gennemført en intern handel på matriklen. Hun overtager ­Kaares halvdel af Hambros Allé 9 til handelsværdiens størrelse og betaler købesummen med det samme for at sikre beviset og den juridiske gyldighed. Ingen skal kunne beskylde hende for at skabe et kreditorly for sin mand, hun er nødt til at have sit på det tørre. Nu er huset hendes.

Han spørger ikke, lægger sig bare tæt op ad hende, hun må aldrig gå, hun skal blive her hos ham, han har været dum, han kan bare ikke sige det højt, det er ikke muligt for ham at formulere det med ord, det ved hun vel. Ask kan ikke indrømme fejl, han er bare ikke typen, det må hun forstå. Det er noget i hans konstitution,