Til den bitre ende

Hitler ønskede næsten altid at høre det samme repertoire. Lehárs operetter, sange af Richard Strauss, Hugo Wolf og Richard Wagner. Den eneste slager, Hitler ville høre, var „Donkey-serenaden“. Den markerede som regel koncertens afslutning.

Efter min død skal alle billederne gå til den nye kunstsamling i Linz. Jeg vil gøre Linz til en smuk by, og jeg vil skænke byen et museum, som vil blive en stor seværdighed. Jeg betragter ikke nogen af de billeder, der hænger her i huset, som min private ejendom, de er kun deponeret her for at forskønne mit liv. Efter min død tilhører de hele det tyske folk.“ Han talte mere til sig selv end til os andre. Der var da heller ikke ingen af os, der vidste, hvad vi skulle svare.

Rygning er og bliver en af de farligste lidenskaber, og rent bortset fra, at jeg personligt finder lugten af cigar- eller cigaretrøg modbydelig, ville jeg aldrig tilbyde et menneske, jeg holder af, en cigaret eller cigar, for det ville være at gøre vedkommende en meget dårlig tjeneste. Det er en uimodsigelig kendsgerning, at ikkerygere lever længere end rygere og har en betydelig større modstandskraft over for sygdomme.“

Et sted under bordet eller foran ilden lå „Negus“ og „Stasi“, Eva Brauns to hunde,

For det meste foretrak hun mørke farver, og hun gik helst klædt i sort. Hitlers yndlingskjole var en kraftig sort silkekjole med en vid rundskåret nederdel, helt tætsiddende i taljen, uden ærmer, forsynet med to brede, lige skulderstriber i gammelrosa og to roser i samme farve i den dybe retvinklede udringning. Dertil hørte en kort bolero med lange smalle ærmer.

chaufføren var det kun hundeføreren og Blondi, der kørte med. Til de øvrige gæster stod der ligeledes biler klar, men de fleste foretrak at tilbagelægge strækningen til fods. De sidste dage i marts 1943 var fortryllende smukke, og efter at have siddet stille så længe gjorde det godt at komme lidt ud i den friske luft og strække benene.

Mens Hitler opholdt sig på Berghof, kørte han i en Folkevogn. Det var en specialfremstillet sort cabriolet med læderindtræk. Ud over Hitler og

Du lytter da også til grammofonplader, og det tyske folk vil helt sikkert ikke have noget imod, at deres Fører af og til ser en film. I øvrigt ville folk bestemt hellere have, at dine medarbejdere gik mere i biografen i stedet for at køre rundt i deres dyre biler og drikke sig fulde.“ Hitler erklærede nemlig hver eneste gang: „Jeg kan ikke se film midt i en krig, hvor folket må bringe så mange ofre og jeg skal træffe så svære beslutninger. Desuden er jeg nødt til at skåne mine følsomme øjne, så jeg kan læse landkortene og rapporterne fra fronten.“

Hitler havde taget plads i sin lænestol foran kaminen, Eva Braun til venstre for ham.

Det store runde rum var et arkitektonisk mesterværk. Loftet hvælvede sig let, væggene var af marmor med kanter af guld. Gennem seks store vinduer, der var fordelt på halvdelen af vægfladen, havde man udsigt til det skønne landskab. I den vestlige del af rummet var indgangsdøren og en stor åben kamin. Et kæmpestort, lavt rundt bord udfyldte rummet. Rundt om bordet stod omkring tyve dybe lænestole, skiftevis beige og rødbrun. Ved kaminen stod fire meget store lænestole med højt ryglæn til Føreren og æresgæsterne.