At gå gennem mure

kan sagtens udholde smerte,“ sagde Danica, da jeg interviewede hende i en høj alder. „Ingen har, og ingen vil nogen sinde komme til at høre mig skrige.“ Når hun var hos tandlægen, insisterede hun på ikke at få bedøvelse, når hun skulle have trukket en tand ud.

Noget af det, jeg altid har været mest bange for, har været blod – mit eget blod. Da jeg var lille, fik jeg blå mærker over det hele, når min mor og hendes søster slog mig

hun var nødt til at trække sorte gardiner for vinduerne, for dengang var det farligt at fejre jul i Jugoslavien. Spioner noterede navnene på familier, der forsamledes til højtiden, og regeringen belønnede dem for at angive folk.

Jeg legede aldrig med dukker. Jeg ville ikke have dukker. Og jeg kunne ikke lide legetøj. Jeg foretrak at lege med skyggerne på væggen fra forbipasserende biler eller solstråler, der faldt ind ad vinduet. Lyset spillede i støvet på vej ned mod gulvet, og jeg forestillede mig, at støvkornene var små planeter med forskellige galaktiske folkeslag, rumvæsener, der kom for at besøge os og havde rejst hertil på solens stråler. Og så var der lysvæsnerne inde i mit plakar. Hele min barndom var fuld af ånder og usynlige væsener. Det var skygger og døde mennesker, som jeg kunne se.

var det bare en gammel vane fra partisantiden, men de sov begge to med ladte pistoler på natbordet!

kan huske engang i en af de sjældne perioder, hvor de talte sammen, at min far kom hjem til frokost, og min mor sagde: „Vil du have suppe?“ Og da han svarede ja, gik hun om bag ham og hældte brandvarm suppe ud over hans hoved. Han skreg og skubbede bordet væk, smadrede alle tallerkener i lokalet og gik sin vej igen. Der var altid den spænding i luften. De snakkede aldrig sammen. Der var ikke en jul, hvor alle var glade.

Min far og mig, 1950

veninden købte så fine gaver til mig, som jeg blev lykkelig for, og jeg tog dem med hjem og sagde: „Se, hvad den smukke lyshårede dame købte til mig,“ og så smed min mor gaverne ud ad vinduet.

Hans yngste bror var blevet fanget af nazisterne og torteret ihjel. Og min fars gruppe fangede den soldat, der havde dræbt hans bror, og førte ham til min far. Min far skød ham ikke. Han sagde: „Ingen kan vække min bror til live igen,“ og lod ham bare slippe. Han var kriger, og hans krigsførelse var præget af en dybsindig etik.

Vojo på befrielsesdagen, Beograd 1944