Pigerne fra Nordsletten 5 – Dragekongen

„Carlos og hans venner var bare lidt for voldsomme herinde i bjerget,“ forklarede Maren, „og de forårsagede en masse stenskred, fordi de fik for høj fart på og grinede for voldsomt, så nu gider de ikke være her mere …“

mente nemlig, at han engang havde hørt, at den hurtigste vej til Den Sorte Skov var gennem en af tunnelerne under Caritas.
„Er I parate?“ spurgte Victor med et lille smil. „Jeg har skrevet et brev til min far og mor om, at vi er taget på eventyr, og at de ikke skal være bekymrede.“
Sita havde alligevel en smule dårlig samvittighed over, at de bare sådan stak af fra Caritas. På den anden side ville hun ikke kunne holde ud bare at lade som ingenting og lade Anne i stikken.
Thomas havde fakler med. Han

Hun knappede sin mørkegrønne kjole i livet og snørede sine sko. Så listede hun sammen med Maren ned ad trappen og mødte Victor, Thomas og Sebastian ved døren ned til kælderen. Thomas mente nemlig, at han engang havde hørt, at den hurtigste vej til Den Sorte Skov var gennem en af tunnelerne under Caritas.
„Er I parate?“ spurgte Victor med et lille smil. „Jeg har skrevet et brev til min far og mor om, at vi er taget på eventyr, og at de ikke skal være bekymrede.“
Sita havde alligevel en smule dårlig samvittighed over, at de bare sådan stak af fra Caritas. På den anden side ville hun ikke kunne holde ud bare at lade som ingenting og lade Anne i stikken.
Thomas havde fakler med. Han

Dragerne fra De Grå Bjerge
Da Sita vågnede, var hun helt forvirret. Hun lå på et koldt og

Jeg har sådan en underlig, brusende fornemmelse i brystet, som jeg ikke ved om er god eller yderst dårlig …“
Sita nik

e sagde farvel til drengen, og Maren bad Carlos om at rejse sig. „Vi bliver nødt til at ta

Diamantslottet
Vejen endte på en stor græsplæne med en masse træer plantet i lige rækker

Grottebyen
Sita vågnede ved, at hendes ryg sviede. Hun lå på maven og kunne se Marens

ita så Victor ligge på ryggen på det store hvide dyr med armene foldet over brystet. „Jeg falder heller ikke af!“

Skyggebyen
Sita sov som en sten sammen med Maren, Sonja og Trixia i et kæmpe gæsteværelse på første sal. Næste morgen skinnede solen en smule ned mellem de høje