På den forkerte side

I en omtale fra Politiken d. 31. marts 1946 blev gruppen af internerede fremstillet således: “Som Helhed er det aandelig lavtstående og defekte Mennesker. 50 pct. er psykisk abnorme, men alligevel er de fleste af dem modtagelige for Straf”

Parterne var også uenige om, fra hvilket tidspunkt handlinger skulle betragtes som strafbare. Modstandsbevægelsen var af den opfattelse, at opgøret skulle gælde handlinger udført fra besættelsens begyndelse d. 9. april 1940, mens politikerne anså samarbejdspolitikkens officielle ophør d. 29. august 1943 for at være det rette tidspunkt.49 Uenigheden drejede sig om, hvornår krigstilstanden mellem Danmark og Tyskland var indtrådt.

Netop antallet af landssvigere gør det muligt at undlade forsoningen, idet det ikke har været en nødvendighed at inddrage gruppen af landssvigere og nationalsocialister i samfundet som f.eks. i Tyskland, hvor næsten alle familier har haft en nazifortid. Det har således været uden konsekvenser for det danske samfund at undlade dialog med landssvigerne, og denne holdning har været med til at underbygge den danske befolknings opfattelse af sig selv som et af verdens mest antinazistiske folkefærd

Det folkelige opgør udspillede sig i lokale miljøer mellem naboer og borgere, men rammerne blev skabt af datidens dominerende medier: aviser og ugeblade. Her kunne danskerne få bekræftet deres forestillinger om landsforrædere og finde ammunition til at fortsætte opgøret på lokalt plan. Bladene havde fra første færd fulgt opgøret intenst, og retsopgørets mange tusinde sager blev vendt og drejet, både når der var tale om tiltalefrafald, frifindelse eller dom. Den journalistiske stil var generelt meget ensidig i rapporter fra anholdelser og retssager, hvor landssvigerne ofte blev sidestillet med dyr, og tillægsord som “modbydelige” blev hæftet på de formodede landsforrædere.76

Ved siden af det strafferetslige opgør foregik et omfattende opgør i en lang række offentlige institutioner. Disse institutioner havde ikke plads til tidligere medlemmer af nazistiske organisationer, da det kunne true institutionernes troværdighed hos befolkningen. Den almene opfattelse var derfor, at det var nødvendigt at rense ud blandt ansatte, som havde optrådt unationalt, men som ikke kunne dømmes efter straffelovstillægget og dermed afskediges

Udformningen af retsopgørets regler blev overladt til den atten mand store befrielsesregeringen, som var dannet d. 5. maj med deltagelse af ni ministre fra modstandsbevægelsen og ni personer udpeget blandt danske folketingspolitikere. Det var en vanskelig opgave at tilfredsstille alle i en situation, hvor der var mange modstridende interesser og følelser på spil, hvilket udformningen af retsopgørets love kom til at bære præg af.

Oprejsningsnævn over hele landet behandlede omkring 1.500 sager, men kun ca. 700 fik tilkendt oprejsning og af dem enkelte også erstatning.48

Med ca. 20.000 løsladelser, svarende til knapt 50 % af alle internerede, var antallet på 1.500 klagesager lavt. Myndighederne var ikke begejstrede for at give oprejsning og gjorde ikke nogen aktiv indsats for at komme de løsladte i møde. Desuden opfattede mange af landssvigerne givetvis muligheden for oprejsning som minimal. Med en grøn eller rød løsladelsesattest i hånden kan sagen have virket afgjort på forhånd.

De kulørte attester var med deres fordømmende indhold uanvendelige i den virkelige verden og gjorde muligvis mere skade end gavn for de løsladte.

De få, der ifølge modstandsbevægelsen var blevet uskyldigt interneret, skulle have en form for oprejsning. Resten af de løsladte var såkaldt “blakkede”, dvs. at deres generelle opførelse under besættelsen var skyld i, at de blev interneret.

Antallet af internerede gjorde det nødvendigt at inddrage skoler, haller og andre offentlige bygninger som supplement til fængsler og arresthuse. På grund af den ophedede stemning i befrielsesdagene kunne et fingerpeg fra naboer eller andre tilfældige oplysninger også føre til, at modstandsgrupper skred til anholdelser.