Det folkelige opgør udspillede sig i lokale miljøer mellem naboer og borgere, men rammerne blev skabt af datidens dominerende medier: aviser og ugeblade. Her kunne danskerne få bekræftet deres forestillinger om landsforrædere og finde ammunition til at fortsætte opgøret på lokalt plan. Bladene havde fra første færd fulgt opgøret intenst, og retsopgørets mange tusinde sager blev vendt og drejet, både når der var tale om tiltalefrafald, frifindelse eller dom. Den journalistiske stil var generelt meget ensidig i rapporter fra anholdelser og retssager, hvor landssvigerne ofte blev sidestillet med dyr, og tillægsord som “modbydelige” blev hæftet på de formodede landsforrædere.76