Eumeniderne

»Den eneste måde, man kan tale om intetheden på, er at tale om den, som om den var noget, ligesom den eneste made, man kan tale om Gud på, er at tale om ham, som om han var et menneske, og ligesom den eneste måde, man kan tale om mennesket på – selv vore antropologer har opdaget dette – er at tale om det, som om det var en termit.«

Alle disse romaner og skuespil er lige så mange forsøg på at tale om intetheden, om den forfærdelige intethed, der afslører sig for den menneskelige tanke, når vi forsøger at tænke eksistensen. Og tilbage er blevet en fortvivlet bevidsthed om, at intet kan nævnes og intet siges, og et ønske om et fravær, der er mindre »tomt end eksistensen.«

konfrontationen mellem mennesket og et tavst univers, hvor tavsheden ikke gøres til en nægten at give svar, men bevarer hele sin fylde og betydning: at der ikke er nogen til at svare. Først stillet over for denne virkelige tavshed har mennesket en mulighed for at finde sig selv, også selvom det gang på gang farer vild, fordi det giver tingene sit eget ansigt, lyver og viger udenom

Men ved at tale om sig selv og sin egen besættelse fortæller han om det moderne menneske og dets angst – ligesom Eugène Ionesco mener at gøre det – og hans helt personlige søgen, denne personlige odyssé, bliver i hans kunst til et symbol på menneskets lod, til et billede af »denne nyttesløse passion«, der blusser op en kort stund mellem fødsel og død for atter at synke ned i forglemmelsen. Men samtidig et billede af en passion, som i den korte tid, den eksisterer, dog forsøger at kaste et lys ind over sin eksistens, søger at gribe og forstå den i et forsøg, som aldrig lykkes, fordi man ikke på én gang kan eksistere og forstå, fordi eksistensen er et stadigt forløb, der aldrig lader sig fastholde, og som først kan fastholdes, når det er stivnet og dødt.