Isfolket 40 – Fanget af tiden

sagde han, da de havde været tavse en stund. Måske var han bange for, at hun var faldet i søvn.

Det varede lidt, før Tova trak vejret dybt. ”Det er anderledes.”

”Nå, gudskelov,” mumlede han. ”Hvad ser du?”

”Ikke meget,” småsmilede hun. ”For det er forbasket mørkt her. Og det lugter grimt!”

”På hvilken måde?”

”Gennemtrængende. Røg fra et åbent ildsted sidder i trævæggene. Der er et andet væsen her. En ... gammel mand?”

”Hvem er du selv? Hvor gammel er du?”

”Gammel,” hviskede Tova med hæs stemme. ”Ældgam­mel. Og ensom.”

”Men, du sagde jo netop, at der var én mere?”

”Ja, vi er ensomme sammen.”

”Er han din mand?”

Tova lo hæst og kaglende. ”Min mand? Hold da op, han er min nevø!”

”Din nevø? Jeg syntes, du sagde, at han var gammel.”

”Hold nu op med det vrøvl,” sagde Tova med den nye stemme. ”Det har jeg ikke tid til. Jeg ...”

Pludselig gispede hun efter vejret. Noget trak hende ned i et svimlende dyb. Hun skreg. Højt, uhyggeligt og hjerteskærende.

Doktor Sørensen råbte: ”Jamen ... Tova? Frøken Brink?”

Han blegnede. ”Åh, min gud, hun glider bort fra mig! Jeg mister kontrollen over min patient. Det er aldrig sket før ... åh, Gud, hvad skal jeg dog gøre? Vågn op! Vågn op!”

For en gangs skyld mistede den diplombelønnede dok­tor besindelsen og glemte, at det var vigtigt at våg­ne langsomt og forsigtigt op igen.

Tova hørte ikke efter. Hun kunne mærke, at han rus­kede i hende og råbte hendes navn, men det kom ikke hende ved.

Der var blevet så mørkt i lokalet, synes doktoren. En uheldsvanger stemning bredte sig omkring ham, den lå og lurede i krogene, som fra en for længst svunden tidsalder.

Han stirrede på sin patient og veg langsomt tilbage.

Pigen i sengen åbnede langsomt øjnene.

Ansigtet havde forandret sig. Bare ubetydeligt, men allige­vel tydelig nok. Det var blevet ældre, mere ondskabsfuldt og med et uhyggeligt, forventningsfuldt smil om den mærkeligt indsunkne mund.

Så lukkede øjnene sig igen, og væsenet faldt tilbage i trancen.

”Tova,” stammede Sørensen.

Pigen svarede med en helt fremmed, forfærdelig stemme:

”Jeg er Hanna,” sagde den fremmede stemme. ”Hek­sen Hanna. Endelig lykkedes det mig at blive genfødt. Gang på gang kvalte de mig ved fødslen. Jeg måtte ven­te længe, længe! Men så, for toogtyve år siden, blev Tova født, og jeg blev forløst fra mit fangenskab. Ja, jeg er Hanna, Grimars slægtning. Tova har ikke været no­gen anden i mellemtiden. Jeg er hendes eneste inkarna­tion siden min usle tid i Isfolkets dal. Det glæder mig at se, at hun går i mine fodspor.”

”Nej, nej,” gispede Tova med den smule, der var tilbage af hendes bevidsthed.

Men