Bitterfissen

Jeg vil vædde på, at han er typen, der skræller appelsinerne for sine børn. Og for sin kone.

Mænd, der skræller appelsiner i det offentlige rum, er en ekstremt sjælden race. Nøjagtig ligesom mænd, der har madpakke med hjemmefra, er usædvanlige på arbejdspladser. Jeg elsker mænd, der skræller appelsiner. Der er en smuk omhu, en tålmodighed og omsorg over det at skrælle en appelsin. Det er en måde at udtrykke kærlighed i det små, en vilje til at give uden nødvendigvis at få noget igen, for det eneste du får, er sprøjtemidler på hænderne. Det er en i egentlig forstand upreciøs kærlighedsytring, der går på tværs af ganske mange aspekter af manderollen.

Nogle gange tænker jeg på, at den eneste måde, hvorpå vi kan opnå ligestilling, er at overtage mændenes adfærd og primadonnanykker. Det føles ikke spor sjovt, men det er måske et nødvendigt onde. Kvinder bliver simpelthen nødt til at give slip på ansvaret, tillade sig selv at sjuske, glemme og være egoistiske ligesom deres mænd.

Og jeg ville ønske, at Isadora kunne ringe til mig, så jeg kunne fortælle hende, at jeg har læst Carin Holmbergs afhandling Det kaldes kærlighed. Carin Holmberg arbejder med et begreb, som hun kalder “mikromagt”. Mangelen på respons, siger hun, er et af de tydeligste udtryk for mænds magt. Kvinden bliver tvunget til at underordne sig gennem mandens udeblivende svar, og hun bliver en ikke-person. At forholde sig tavs er en måde at distancere sig på, og det tvinger kvinden til at træde ind i en anden rolle og forstå mandens følelsesmæssige stemning og problemer. Det indebærer, at hun aktivt forholder sig til ham, mens han ikke i samme grad forholder sig til hende.

Det er, som om moderrollen er så pokkers tynget af pligt og forsagelse af alle ens egne behov, at den konstant støder sammen med selv den mindste lille trang til frihed.

Det gør mig jaloux, jeg vil også kunne elske uden skyld ligesom mændene.

Men generøsitet er en luksusegenskab, som du kun har, hvis du har det godt og bliver behandlet retfærdigt og kærligt.

Henne i skolen skændes jeg med min svensklærer. Han er pilskaldet, har fløjlsbukser som en rigtig kulturkurt og har svært ved at skjule, hvor hyggeligt alternativ han selv synes, at han er.

Hvad var der så med det ægteskab? Selv om man elskede sin mand, kom det uundgåelige år, hvor det at kneppe med ham blev lige så mildt som smøreost: mættende, fedende endda, men ikke noget vellystigt gys for smagsløgene, ikke noget bittersødt bid, ingen fare. Og man længtes efter en overmoden camembert, en sjælden gedeost: fyldig, cremet, djævelsk.

er en pludselig og klar indsigt, faktisk en ægte revolution, at hele det vanvittige, skrækkelig vidunderlige liv består af valg. Aldrig enkle, oftest pinefulde. Men alligevel: en række muligheder for at starte forfra.

Men så får jeg øje på et citat fra Joyce Carol Oates, som jeg har skrevet i min notesbog, hvor jeg tit læser det:
Sandheden er ønsketænkning: Vi vil tro. Det som vi vil tro, kalder vi sandhed. Og når kærligheden kommer ind i billedet, mister vi sandheden

vil aldrig mere foragte sure kvinder med smalle munde. Jeg vil aldrig sige “kælling” om nogen, for bag hver eneste kælling findes der en krænket kvinde.