Kniv

havde sagt det i én eneste lang sætning uden at trække vejret, og Bjørn havde lyttet og tænkt: Er det sandt? Er det det, der definerer mig? Var det det, han som bondesøn var flygtet fra de bølgende agre i Toten for at blive? En feminiseret, militant konformist og taber? En mislykket, agterudsejlet politibetjent, der søgte et image som modtræk? Som brugte sine rødder, en ramponeret bil, Elvis og gamle helte fra countrysangen, hestehale a la halvtredserne, støvler i slangeskind og dialekt til at trække en linje tilbage til noget ægte, jordnært, men som var lige så lidt ærlig som politikeren fra det vestlige Oslo, som når han skulle fremføre sin valgtale på fabrikkerne, tog slipset af, smøgede skjorteærmerne op og indføjede så mange dialektudtryk, som hans sprog kunne bære?
Måske var det sådan. Eller, hvis det ikke var hele sandheden, så var det måske en del af den. Men definerede det ham? Nej. Lige så lidt som det, at han havde rødt hår, definerede ham. Det, der definerede ham, var, at han var en helvedes god kriminaltekniker. Og én ting til.
“Måske har du ret,” havde Bjørn svaret, da Endre trak vejret, “Måske er jeg en latterlig taber. Men jeg er rar mod folk. Og det e

“Tak,” sagde Harry.

“Træsko

På trods af hvad han lige havde sagt, tænkte Harry, at han kunne mærke osen af den andens dårlige samvittighed gennem telefonen.

Kasparov havde pebet og kradset, mens Sung-min løftede ham og bar ham over mod deres våde undergang, men på en eller anden måde var det lykkedes dem at komme over.

Hun mærkede noget spidst støde ind mod maven lige under buksernes bæltespænde og hørte den revnende lyd, da spidsen flænsede bukserne i skridtet fra bæltet foran til bæltet bagpå.

efterhånden blev et symbol på underkastelse. I det gamle Romerrige kunne

næste. “Hvilke andre spor følger Kripos?”
Sung-min så på hende. Havde han ikke været præcis i sine formuleringer? Forstod hun ikke, at det her ikke var et spor, men en oplyst motorvej med fire baner, hvor selv ikke en Ole Winter kunne køre galt, hvor de allerede var i mål – altså bortset fra at de ikke

Lungekræft.
“Så der er ikke noget at spekulere over,” sagde Jan fra Sigdal og skubbede politikasketten bagud på hovedet. “Chaufføren blev slynget ud gennem forruden, knust mod stenen og dræbt på stedet. Liget er blevet trukket videre ned ad elven, hvor vandstanden for tiden er så høj, at det næppe har sat sig fast, før det er nået frem til Solevatn. Og dér ligger isen stadigvæk, så vi ser nok ikke noget til fyren før om et stykke tid.”
“Hvad sagde lastbilchaufføren?” spurgte

vrag af en hvid Ford Escort, der stod på højkant på den store, sorte, flade, blankslebne sten, der lå, hvor vandet ramte og sprøjtede ud til alle sider. Som en kunstinstallation, tænkte Sung-min Larsen. Et plagiat af Lord, Marquez og Michels ti halvt nedgravede Cadillac’er i ørkenen i Amarillo i Texas, hvor Sung-min og hans far havde kørt, da Sung-min var fjorten år gammel. Faderen var

bilen hen ved siden af pigen, tog sin hvide judodragt ud af sin taske og bredte den ud på bagsædet. Så prøvede han at løfte hende. Han var tidligere norgesmester i judo, og alligevel gled hun bare ud af hans greb. Til sidst bar han hende som en rygsæk og fik hende bugseret